Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 17-07-2007 kl. 04:13

Deerhunter
Pitchfork Music Festival, Chicago, USA,
søndag d. 15. juli 2007

Anmeldt af Lars Rønn Olsen
Foto: Lars Rønn Olsen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Eksperimentel noise rock i den bagende middagssol, fra amerikanske Deerhoof ...Hunter!

+ Se hele galleriet

Dovne i middagssolen stimlede publikum sammen omkring hovedscenen, Aluminum Stage, for at se dagens første band, det amerikanske eksperimentel noise-rock band Deerhunter. Et af festivalens absolutte topnavne, både hvad medieopmærksomhed angik, men også at dømme efter publikumsfremmødet.

Allerede på nuværende tidspunkt en anelse forsinket går konferencieren på og præsenterer entusiastisk bandet som Deerhoof, hvilket absolut ikke vækkede publikum, og til en halvunderlig applaus går bandet akavet på scenen. Opmærksomheden bliver dog hurtigt rette imod frontmand Bradford Cox, der med sin ekstremt tynde statur er gået hen og blevet bandets varemærke (Bradford Cox lider ligesom afdøde Ramones-frontmand, Joey Ramone, af en genetisk sygdom). I dagens anledning var han også iført kjole og en handske med en lille dukke bundet til hver finger, som han mystisk dinglede til bandets resterende medlemmer med under numrene.

Straks begiver bandet sig ud i titelnummeret fra seneste album, ”Cryptograms”, i en virkelig psykedelisk udgave. Bandet forsætter herefter primært med numre fra førnævnte, som desværre bliver skæmmet en anelse, da det stort set er umuligt at høre Bradford Cox' vokal. Trommeslager Moses Archuleta skulle dog vise sig at være et bærende element, især under den absolut fedest tænkelige udgave af ”Strange Lights”, under hvilken bandet fik selskab af trommeslager Chris Bear og guitarist Daniel Rossen, begge fra Grizzly Bear. Denne sang, med sin skærende industrial guitarlyd, og brækkede dancerytmer, ender dog også med at udfylde næsten en tredjedel af sættet, der med en forkortet længde på ca. 30 minutter (sikkert på grund af forsinkelsen) mindede mere om en showcase end en egentlig koncert.

Publikum forblev lettere statisk koncerten igennem, men der lod til at herske en generel stemning af tilfredshed, og bandet levede bestemt op til forventningerne skabt af det aldeles glimrende album ”Cryptograms”.