Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 17-07-2007 kl. 10:18

The Field
Pitchfork Music Festival, Chicago, USA,
søndag d. 15. juli 2007

Anmeldt af Lars Rønn Olsen
Foto: Lars Rønn Olsen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Pulserende minimal-techno i topklasse

+ Se hele galleriet

Axel Willner er blot en ganske almindelig svensker. Han har en frisure med hår, der er langt på de helt forkerte steder, og arbejder i et ganske almindeligt systembolag. Men alt dette er naturligvis kun om dagen, indtil man klokken 15.30 ikke kan støve en Pripps Blå op i Sverige uden at være involveret i mafiaen. Herefter er Axel bedre kendt som The Field.

The Field er et alt andet en usædvanligt elektronica-projekt. Som minimal techno i total fornægtelse af harmonisk udvikling er der absolut ikke skyggen af crescendo eller klimaks i Willners musik, men blot en konstant og pulserende energi, der uden lige tigger efter at blive fremført live, og ved en øredøvende volumen. Willners musik er baseret på korte loopede sekvenser, over et taktfast drum ’n' bass-beat. Simpelt, vil nogen sige, men at gentage et stykke, præcist så mange gange, at alle har fattet, at det er genialt, er en taktik brugt ikke kun i techno, men også i rockens verden af kunstnere som blandt andre Mogwai og Godspeed You Black Emperor!.

Koncerten – ikke overraskende forsinket – blev sat i gang på temmelig akavet vis. The Fields udstyr blev sat op af Willner selv, samtidig med at efterfølgende akt, Klaxons’, udstyr blev sat op i baggrunden. Willner udfører selv en lydprøve, og uden at slukke for beatet spredes lyden fra monitorerne til scenens højtalere, og vupti, koncerten er i gang. Ingen introduktion, ingen publikumskontakt fra Willner. Publikum, desperat søgende efter en eller anden form for reaktion, kunne herefter enten vælge at kigge på Willner langsomt drikke sin øl eller slå sig løs og danse til musikken.

Ikke overraskende valgte publikum sidstnævnte, og en fænomenal stemning spredte sig til ca. halvdelen af de fremmødte. Den anden (passive) halvdel var angiveligt udgjort af Klaxons’ fans, som havde taget plads allerede ved middagstid, for så at siden hen se så kedsommelige ud som overhovedet muligt igennem tre glimrende shows med Cool Kids, Cadence Weapon og nu The Field.

Efter 35 minutter med dyb pulserende techno fader musikken langsomt ud, Willner løfter hånden i et genert vink til publikum og forlader herefter scenen. At Willner selv var så passiv, gjorde såmænd ikke det store, men en eller anden form for scenelir som f.eks. laserlys kunne vi helt sikkert godt have brugt. Når det så er sagt, var det stadig et af de mere intense shows på festivalen. Og hvis du synes det lyder kedeligt, så skru rigtigt højt op for albummet ”From Here We Go Sublime”, og du vil forstå.