Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 17-07-2007 kl. 10:30

Cadence Weapon
Pitchfork Music Festival, Chicago, USA,
søndag d. 15. juli 2007

Anmeldt af Lars Rønn Olsen
Foto: Lars Rønn Olsen

GAFFA		6 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Festivalens helt store overraskelse

+ Se hele galleriet

Canadas svar på Dizzee Rascal, Rollie Pemberton, bedre kendt som rapperen Cadence Weapon, er hyldet som Chicagos ukronede hiphop-undergrundskonge. Oprindelig fra Edmonton er Pemberton søn af dj Teddy Pemberton, anerkendt for at være den dj, der introducerede hiphop til Canada. Med hiphop i blodet søgte Pemberton dog i stedet karriere som journalist, og har blandt skrevet for netop Pitchfork, som i 2005 (efter at have fyret Pemberton) skamroste hans debutalbum ”Breaking Kayfabe”. I går aftes stod han på sin tidligere arbejdsgiveres scene som Cadence Weapon.

Bakket op af den lokale dj, DJ Weasel, har Cadence Weapon aner i old school hiphop, med tydelig inspiration fundet i hiphop-veteraner som Prince Paul og De La Soul. Desuden har Pemberton en forkærlighed for Aphex Twin, hvilket ikke er gået Dj Weasel ubemærket hen.

Som lokal hiphop-helt nød Cadence Weapons optræden stor opbakning ved søndagens koncert, i form af et betydeligt publikumsfremmøde. Endnu engang måtte festivalens mindste scene, Balance Stage, se sig for lille til en kunstner, præcis som var tilfældet dagen for inden med Dan Deacon og Girl Talk.

Candence Weapon lagde fra første beat en fantastisk energi for dagen, og understøttet af et langt mere aggressivt og tungt beat end størstedelen af rapscenen var der lagt op til en anderledes hiphop-oplevelse. Dermed sagt, at Dj Weasel i særdeleshed spillede en stor rolle for koncerten, ved blandt andet et vovet, men virkelig vellykket DJ Shadow mash-up.

Pemberton selv viste kæmpe overskud og selvtillid, og rent vokalmæssigt skal man lede længe efter et federe flow. Desuden er manden intet mindre end et lyrisk geni, og spreder sig langt bredere end den generiske indholdsløse lyrik, der ellers kendetegner mainstreamgenren.

Publikum, der til den selvudnævnte indiefest Pitchfork Music Festival jo nok primært udgøres af unge, hippe musiknørder, stod i sandhed for et af de mest aparte syn ved dette års festival. Rollie Pemberton (som ikke overraskende er afro-amerikaner – som det jo hedder herovre) på scenen, og foran ham et hav af tynde, blege, hvide indiearme vinkende taktfast op og ned i bedste 8 Mile-stil.

Undertegnede (ja, tynde, blege, hvide indiefan) har stort set ikke lyttet til hiphop siden Run DMC’s kronede dage i 90’erne, og kan derfor næppe betegnes som kender. Desuden skal det indrømmes, at jeg primært troppede op for at se The Field, som var at finde på scenen som næste kunstner. Grundet (endnu en) forsinkelse i programmet, udviklede denne koncert sig til at være festivalens absolutte overraskelse, og en koncert, der ikke kan siges andet end rosende ord om.