Menomena
Pitchfork Music Festival, Chicago, USA,
søndag d. 15. juli 2007
| GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Alsidigt lydnørderi af et af de mest interessante bands for tiden
Den Portland-baserede trio Menomena var allerede inden dagens koncert forventet at blive en af festivalens store overraskelser (i sig selv lidt af et paradoks). Gruppen spiller eksperimentel rock, a la Arcade Fire møder Architecture In Helsinki, og seneste udgivelse, ”Friend And Foe”, er blevet mødt med kyshånd af amerikanske anmeldere. Albummet, der er lavet blandt andet ved hjælp af Brent Knopfs selvprogrammerede computerprogram, døbt ”Deeler”, er præget af et utroligt bredt lydbillede. Det var derfor forventet, at bandet ville dukke op med nedtonede minimalversioner, tilpasset den virkelige verdens begrænsninger.
Småforsinket som følge af lydproblemer under koncerten med The Ponys gik Menomena på scenen med gravalvorlige udtryk i ansigterne, og en yderligere forsinkelse indtraf, da bandet var virkelig perfektionistisk med deres lydprøve. Efter at have gjort klart, at vi her havde at gøre med et par seriøse lydnørder, sattes koncerten i gang, med intet mindre end perfekt lyd.
Sættets primære fokus lå på seneste udgivelse, men også et par sange fra bandets debut ”I Am The Fun Blame Monster” blev spillet. Livescenens begrænsninger overkom bandet på fineste vis med en række diskrete samples, og sangene havde generelt en autentisk følelse over sig, og havde man ikke vidst bedre, kunne man sagtens havde ladet sig narre til at tro, at man stod foran et langt større orkester.
Først efter et af koncerten højdepunkter, fjerde sang ”Muscle ’n Flo” (og med absolut vished om, at lyden på ingen måde kunne blive bedre) varmede bandet op til publikum og småsnakkede mellem numrene. Generelt nød bandet ekstremt god publikumsrespons, især sammenlignet med Deerhunter, der havde forladt scenen under en time tidligere. En utrolig alsidig og flot koncert af et af de mest interessante bands for tiden.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.