Brikkerne falder på plads for støjende og excentrisk newyorker-trio

Er Liars egentlig helt klar over, hvad de render og laver? De første par album var det svært at fornemme støjrockernes master plan, men med Liars står det krystalklart: Newyorkerne ved præcis, hvad de vil. Om så klarheden skyldes større musikalske modenhed eller simpelthen den stringens, der præger trioens foreløbige albumproduktion, er et åbent spørgsmål. Liars er i hvert fald et respektaftvingende album, hvor bandet med største selvtillid hælder en lang række alternative rockgenrer i den store sorte gryde og gør heksesuppen til deres egen. Sonic Youth i deres velmagtsdage gnubber skuldre med et nedtrykt Happy Mondays. Velvet Underground viser sig fra deres mest støjende side, og Jesus and Mary Chain følger trop. Associationerne står i kø, men resultatet er umiskendeligt Liars – i alle afskygninger: Støjende, lyrisk, kaotisk, fredfyldt, arytmisk, dansabelt, dissonant og harmonisk. Faktisk er Liars så overbevisende udført, at selv den tynde, skramlede lyd, der på et andet album kunne virke amatøragtig, fremstår helt optimal her.