50-års fødselsdagen kiggede Prince i dybt øjnene, og han blinkede først

Hvis du sidder og forventer endnu en anmelder, der bare ikke kan få nok af ham den lille funky Prince med masser af slagbas, så er du gået forkert. For selvom mange er gået bag over i begejstring af hans lilla højheds to sidste album, så må jeg nok indrømme, at jeg var mindre imponeret. Og selvom han i 70’erne og start-80’erne styrede jorden, som var den hans egen lille højhælede planet, så giver det altså ikke carte blanche. Det gode ved det sidste album, 3121, var den fantastiske stramhed og intensitet, der lå over hele albummet. Det bevirkede, at et nummer som Black Sweat straks hensatte én til den Prince, som alle helst vil huske, og det er i bund og grund det største problem med Planet Earth. Ikke at han ikke lyder som den gamle, men at han allerede har mistet den gejst, han havde på sidste album. Nogle melodier er næsten über-poppede, grænsende til det naive. Her tænker jeg især på The One U Wanna C og Chelsea Rogers. Et andet problem er Mr. Goodnight, der musikalsk lyder lidt rigeligt influeret af The Notorious B.I.G.’s One More Chance (og dermed også DeBarges Stay With Me), med Prince på rap, som han, stadig, burde holde sig meeeget langt fra. Heldigvis er der også masser af gode ting. Numre som det versatile Planet Earth, det afdæmpede og jazzede Somewhere Here On Earth, det let melankolske Lion Of Judah,og det overraskende sublime Future Baby Mama. I bund og grund er Planet Earth et godt album, men det mangler bare den nerve, som en Prince i musikalsk og tekstmæssig topform besidder.