Anmeldelse / Live / Fredag d. 20-07-2007 kl. 17:37

TV-2
Grøn Koncert, Esbjerg med MCs Fight Night Tag Team Battle, Alphabeat, UFO Yepha, Veto, L.O.C., Beth ,
torsdag d. 19. juli 2007

Anmeldt af Christian Erin-Madsen
Foto: Rasmus Weng Karlsen - www.rasmuswengkarlsen.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Vellykket jubilæumsarrangement anno 2007 med musikguf for næsten enhver smag. Alpha Beat ramte vellykket og de alfaderlige TV-2 brillerede.

+ Se hele galleriet

Solen tog pænt imod og tilsatte en let brise over Skibhøj ved Esbjerg. 25 års jubilæum stod der udpenslet på årets karavane, og det gav arrangørerne mod på mere. En ny og helt tredje scene: MCs Fight Night Tag Team Battle blev derfor introduceret skråt over for Grøn Spot-scenen – lillebroderen til hovedscenen, Grøn Scene. Initiativet skulle vise sig at være en god idé. En behørig tilskuermasse vandrede ned til showet, og latterbrøl samt højlydte bifaldsråb faldt ustandselig fra alle sider af ringen. Konceptet var enkelt: hold af to skulle på skift nedgøre hinanden med rapflows. Emnerne trak konferencieren op af en bowle, og så kørte de ellers på skift i halvfems sekunder. Yderst underholdende og meget dygtige kombattanter.

Dagen bød på et fint udpluk fra den danske musikscene og gav talrige eksempler på, at danske bands i høj grad kan levere vellykkede melodiske kompositioner, der bør gøre os stolte. Hertil kommer, at lyden var i orden, samt at stemningen ramte denne: halv festival, halv koncert, som de grønne koncerter notorisk er mestre i på solskinsdagene.

Alpha-dansable rytmer
Simon Jul sparkede konferencierbolden op med en reference, der skulle gennemsyre hele dagen. Han hader Brøndby, og de tabte dagen før til Esbjerg. 1-0. Hvilken gave, og han udnyttede håneretten udtømmende. Derefter bragede Alphabeat på.

Scenen var simpel, dog med konfetti viklet om mikrofonstativerne, hvilket gav et praj om den fest, der skulle sættes i gang. En intro kørte, mens bandet kom på scenen, og da de hårde pianoanslag bankede ud af højtalerne som indledning til hitsinglen: ”10.000 Nights Of Thunder”, steg stemningen markant. Bandets festlige energi og smittende humør var tydelig fra start, hvilket særligt kom til udtryk gennem de sprudlende frontfigurer Stine Bramsen og Anders SG. Bandets mandlige forsanger, der i dagens anledning havde iklædt sig en kitschet T-shirt med et stort Mickey Mouse-logo samt tynde sorte seler og de velkendte stramme jeans, demonstrerede især energisk overskud. Energien og den småpjattede attitude blev lynhurtigt overført til det generelt yngre publikum, hvor størstedelen brød ud i dans. Flere stimlede til og lod sig rive med af den glade stemning skabt af det seks mand store orkester. Straks gik det videre til det mere ukendte nummer ”Into the jungle”, der igen med sit ørehængeromkvæd holdt den gode stemning kørende, imens den højenergiske og velsammenspillede gruppe fortsatte.

Ligesom ved indledningsnummeret, vakte det stor begejstring, da trommeslager Troels Hansen satte den velkendte sekstendedels-indledning i gang til det senest publicerede hit ”Fantastic 6”. Fællessangen og de store armbevægelser kom for alvor i gang, og tamburinspil fra forsangeren tilførte gejst. Sidste nummer var bandets gennembrudshit: ”Fascination”, som afrundede koncerten på flot vis. Sættet varede en halv time og fik præsenteret glad 70’er-inspireret popmusik fra bedste side.
En alt i alt velspillet og dansabel koncert, der præsenterede et sprudlende festfyrværkeri.
(Fem stjerner)

Banger-vennerne
LOC fik i år æren af den store scene efter sidste år at være placeret på Grøn Spot. Og Århus-rapperen havde taget Århus V-vennerne med. Alle var til lejligheden iført et omstøbt kæmpe Converse All Star-logo på maven, hvor der over den blå stjerne stod ”Århus V” i stedet for ”Converse”. Dermed satte LOC sit hold: På liberopladsen med nummer fire var Niggeren-I-Slæden aka Johnson godt bakket op af nummer 11, U$O, på fløjen. De havde navne og numre på ryggen som ét hold: B.A.N.G.E.R.S. Og de brændte rimelig vellykket sammen, som LOC undervejs sang det. Her var det godt nok rettet mod ”Frøken Escobar”, men alligevel.

Flowene fungerede forholdsvist problemfrit med U$Os sædvanlige hurtighed, Johnsons lysere vokal og LOC's drevne århusianske formuleringer. De kom igennem ”Læg Den Hater Ned”, tog fat i den inkarnerede LOC-klassiker ”Undskyld” og driblede også forbi Johnson-hittet: ”Kig Forbi”. Props fra pladsen vidnede om et trofast publikum, der lødigt væltede håndtegnene af sted til en gyngende raprytme dikteret af kun et enkelt livemusikinstrument på scenen: trommerne. De tre drenge havde iklædt sig ens kampdragter, og én hvid handske på hånden, som skulle de ud at spille golf. Pointen var nu nok mere et street budskab om rette udseende, og de sluttede holdånden af med et næsten kampråbsagtigt: ”Ingen Diskussion” og et konfettiskrald. Solidt arbejde og en udmærket rundtur i de tre drenges hitlistenumre.
(Fire stjerner)

Hurtigrappens mestre
En lille scene og to unge raptalenter. UFO Yepha kom ind fra hver deres side og lagde straks grundrytmen. Vi røg en fin tur gennem deres lydunivers og blev sågar taget ud i deres mere reggaeinspirerede raptekster, da vi tog en rejse over en art østeuropæisk balkanmixet hurtigrap. Hurtigheden nærmede sig næsten U$O gange to, og det lykkedes at holde den. Superhits som ”Fluen på Væggen” og ”Op med Håret” kom på banen tilsat en walking bas i C-stykket. ”Hver Dag” fulgte og derefter de rammende flow-ord: ”Kan I følge med, kan I hænge på…? – pause til publikumsvar, hvorefter drengene svarede: …Nå det' med den på.”

Det varede omtrent en halv time, og man følte, at det var, som om UFO Yepha skulle nå noget. Dygtige er de, men bortset fra den reggaeafveksling, vi kender fra hittet ”Hængekøjen”, savner de variation i tempo og i teksternes dybde. Yephas vokal røg engang imellem ud på omkvædet, hvor UFO tog helt over. Om det var meningen, var ikke klart, men popeffekten var udmærket, og de nåede klart ud over de forreste rækker med genkendelige hits.
(Tre stjerner)

Nevøernes stjernestatus
Nephew var i dagens anledning rykket frem i programmet og overtog Beth Harts plads, da de skulle nå et fly for samme torsdag aften at spille på den færøske G-festival. Kun for at tage retur og entrere Grøn Scene i Herning allerede dagen efter. Yes yes. That’s rock’n roll life. Og den stil lagde de også for dagen. Altså ved den måde de præsenterede sig selv på.

"Vi er ifølge Børsen Danmarks største rockband," proklamerede Simon Kvamm. Om minen var slet ironisk eller ej, er svært at konkludere. Mandens stenansigt med de berygtede stirrende øjne er af en ganske anden verden end den, vi kender fra rollerne i Drengene fra Angora. I arbejdet med netop at gøre en dyd ud af dette image oplever vi til gengæld en mand, der placerer sine grin, ironi og humor på underligt akavede måder, når han skal sige et par ord mellem numrene. En måde, der efterlader et helt anderledes koldt og afmålt indtryk.

Men. Nuvel. Det er bandet og musikken, det handler om. Og drengene har grund til at smile og være glade for den succesbølge, de rider på med imponerende salgstal på ”Interkom Kom Ind”. Måske derfor havde Simon Kvamm i første vers af ”Superliga” udskiftet alle sætningers sidste ord med ordet ”glad”.

Umiddelbart efter ”Ordenspoliti” kørte bandet ud af en ny vej, der ikke endte lige ud i et T-kryds. Denne her var deres version af Peter Sommers ”8660”, og hovedpersonen selv kom på banen kort efter. Han mente, Nephew måtte være et af de modigste bands, siden de turde lade ham om at fremføre et af bandets største hits: ”Movie Klip”. Men det gjorde han yderst smidigt. Drengene takkede for hans bidrag, og LOC fik da også lov at lege med som rapbidrag på nummeret ”Hospital” senere i koncerten.

Det er, som om nevøerne ikke helt synes, at de skal være mainstream-poppet folkeeje. Hellere vil de tilhøre den lidt alternative scene, der lugter mere udtalt af en sammensmeltning mellem Kraftwerk-momenter og populærkollaboration med Timbaland. Men det ér en gruppe, der har sans for at skrue de gode hits sammen, og vi fik adskillige af dem at høre. Dels fra det nye album, men også en stor håndfuld fra forgængeren "USADSB". Det her band nærmede sig kult, da de skød "USADSB" af sted på skinnerne tilbage i 2004, og det kan man stadig mærke. Selvom teksterne ikke giver meget mening, er sing along-faktoren høj blandt publikum.
(Fire stjerner)

MC’ernes boksekamp
Mikrofonmesterkonkurrencen lignede ved første øjekast en art cirkus-pauseshow, men sådanne tanker skulle blive gjort grumme til skamme. Eventet var drønunderholdende skruet sammen, og deltagerne var dygtige. Rimene blev sparket af sted i lind strøm og forfaldt ikke til klassiske Finn-gik-ind banaliteter i konstellationen. Fire mand i bokseringen ad gangen, to hold og tre runder, hvor hvert hold havde 90 sekunder per runde. I de to første runder gav konferencieren, Jøden, et emne til hvert hold, som de så skulle lade deres dissende rimflow cirkle omkring i forsøget på at nedgøre modstanderholdet. Emnerne var så forskellige som: heste, bling-bling, human beatbox, gymnastik eller full body hair removal. Herefter bragede de løs mod hinanden.

Semifinalerne havde vist, at man især skulle tage sig i agt for Pede B. Han var virkelig i hopla og så ud til faretruende klart at ville føre sit hold til sejr i finalen, hvor han sammen med Mikl tog imod Kejser A og Ham Den Lange.
Det handler om leg med ord, øre for at tilpasse ordene til rytmen og hukommelse. Et godt eksempel var, da Pede B i finalen leverede en bredside til Ham Den Lange, der endte i en pointe om, at Pede B havde været sammen med Ham Den Langes søster. Ham den Lange svarede konsekvent og målrettet igen ved i deres egen runde at tage emnet op igen:

"Du siger, du har taget min søster,
men hun er kun elleve år.
Det er pænt klamt så,
for hun har knapt fået bryster."

Og publikum var ellevilde. Kejser A holdt sig heller ikke tilbage i sine flows, og hvad man fra semifinalerne skulle have troet, var en suveræn finalevinderduo i Mikl og Pede B blev lige så langsomt pillet fra hinanden i finalen.

Konceptet har potentiale til at kunne blive et fast tilbagevendende event, for som en kammerat engang fortalte mig: "Det, jeg lytter efter i hiphop, er kreativiteten i poesien, rimene, flowet. Kan de overraske? Er de dygtige?" Det må man sige, de var.
(Fem stjerner)

Beths garagerock
Hun havde sagt, hun ville holde sig fra klaveret og koncentrere sig om det mere rockede, for scenen var nu pludselig noget større end de intimsfærer, vi mange gange tidligere har set hende i som eksempelvis under den århusianske Spot-festival. I dag var det i langt højere grad nødvendigt at komme ud over scenekanten og underholde. Og som sædvanlig kom der en stribe improviserede hurtiggående ordstrømme mellem numrene. En hurtighed, der burde bruges på en rapskole, når de kommende generationer skal lære at formulere sig hurtigt om end forståeligt.

Rocknumre kom der, men de forreste rækker var desværre ikke målgruppen. Den var lidt ældre og befandt sig på passende afstand til at kunne nyde, hvad Hart spillede. Måske var det slet og ret, fordi de ikke gad bevæge sig op foran scenen, men det efterlod i alt fald en tam liveoplevelse, hvor højenergiske rocknumre ikke blev modtaget med samme energi blandt publikum.
"You guys havin’ a good time out there tonight?" forsøgte rockdivaen overfladisk, inden hun hurtigt efter stemte i med næste nummer.

Hun er dygtig. Det er der slet ingen tvivl om. Og hun kan rocke, så GAFFA Shop kunne melde om fornemme salgstal af hendes nye album efter koncerten. På mange måder havde hun fået sit shit together, men hun skal ned i scenestørrelse og ramme den intimsfære, som hun mestrer så meget bedre, hvis oplevelsen skal være rigtig god.
(Tre stjerner)

Et sammenspillet Veto
Efter at være blevet præsenteret som sidste band på den lille Grøn Spot-scene gik de fem århusianske drenge fra Veto på scenen. Frontmand Troels Abrahamsen hilste kort på publikum, inden bandet satte i gang med et synth-stykke og en hurtigt pumpende guitar, der indledte nummeret ”Self-made” fra bandets seneste udgivelse: ”There’s A Beat In All Machines”. Aftensolen sendte stråler i ryggen på publikum og ind på scenen, efterhånden som folk troppede op fra den anden ende af koncertpladsen.

Fra start trådte forsangerens altoverskyggende personlighed i karakter. Han udlevede den særprægede følelsesladede vokal og den typiske stil med mikrofonledningen viklet om mikrofonhånden, mens den anden pegende og udtryksfuldt nærmest fysisk kommunikerede sangens stemning ud til publikum. Fans foran scenen var straks med og skabte med fællessang en god atmosfære. Bandet virkede godt sammenspillet og viste især god energi og indlevelse på scenen på sættets andet nummer: ”We Are Not Your Friends”, som også stammer fra sidste udgivelse. Et nummer, der indeholdt flere spændende live-variationer af studieindspilningen. Ved sangens slutning stod forsangeren frem og forklarede, hvordan bandet havde forberedt de numre, de selv følte ville virke bedst på den forholdsvis korte tid på 30 minutter, som bandet var tilladt at spille i. Dette bragte os omkring det forholdsvis stille nummer ”From A to B” og derefter det noget vildere ”Can You See Anything?”.

Desværre måtte bandet sande, at bassen satte ud med kun outroen tilbage af det hårdtpumpede nummer. Bandet spillede videre, mens teknikere tog sig af problemet på scenen. Dette medførte en fem minutters pause, hvor bandet til stor beklagelse måtte gå af. Simon Jul overtog kort og efter tre minutter stod gruppen igen klar, endda med et helt nyt nummer. Dette og det sidste nummer, hitsinglen: ”You Are A Knife”, blev flot udført, og alle blandt publikum glemte hurtigt problemerne med bassen. Gruppen takkede til sidst af på en varm sommeraften med stort bifald. En aften, hvor der trods tekniske problemer blev demonstreret god live-energi.
(Fire stjerner)

TV-2s energiudladning
Velforberedte TV-2 startede med ”Hallo Hallo”, og man skulle tro, de ville høre, om vi var klar på et par overraskelser. Gruppen havde forinden snakket om at Kira Skov ville kigge forbi, og som de sagde: "På vejen herover mødte vi en pige ude i en skov. Her er Kira…"

Kira indtog scenen i forførerisk rosenrød velourdragt og fremførte ”Losing You” fra egen værktøjskasse. Med en imponerende røst betog hun hypnotisk for efterfølgende at overlade scenen til TV-2-drengene, der tog os med i Slaraffenland – ikke sådan ment, at de pludselig fremførte sangene fra deres 1991-album af samme navn – men fordi der blev givet los.

Der var de små taler, vi kender, som: "er I blevet for fine til at råbe noget åndssvagt?" Og der var rejsen til Amerika med popsucces i sangene. Alt sammen med stjerner på. Vi fik små baggrundsdriblende lækkerier af the Spencer Davis Groups ”Gimme’ Some Lovin’” og Queens ”Another One Bites The Dust”. Og så den største overraskelse: TV-2 havde også lige mødt MC Einar og Jan P. på en rasteplads på vejen. De overtog scenen med et enkelt nummer. Den let genkendelige ”Arh Dér”.

Bandet sprudlede af energi, og det var de små detaljer, der sagde det så tydeligt. ”Babadabadam” i teksterne, som produceren Thomas Troelsen under seneste albumindspilning indædt anbefalede Steffen Brandt at fastholde og bruge, for: det er jo den lille lækre nynnehymne, vi også kender ham for. Som et varemærke.

Sidste del af koncerten talte for sig selv. Steffen lagde for på sin klassisk indøvede retoriske facon:
"Og her kommer en sang, som vi har glædet os helt vildt til at spille. Seriøst. Har I også glædet jer helt vildt til at høre den. Seriøst?" ”De Første Kærester På Månen" bragede af sted, og dansen udfoldede sig straks efter som et enormt raveparty transformeret til danske svende og pi’r med lyst til en svingom. Ganske sigende for den kraft, der ligger gemt i de gamle TV-2-drenge. Folk elsker dem simpelthen. Elsker at høre det nye materiale, som den P3-roterende "S.O.M.M.E.R." eller for 117. gang høre klassikeren ”Bag Duggede Ruder”. Folk elsker Danmarks lykkeligste live-band.
(6 stjerner)