Anmeldelse / Live / Fredag d. 20-07-2007 kl. 17:47

Iggy Pop & The Stooges
Escenario Verde, Benicàssim,
torsdag d. 19. juli 2007

Anmeldt af Roy Fogde
Foto: Liberto Peiro

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En opvisning i punk og spilleglæde

+ Se hele galleriet

Da Iggy Pop hoppede ind på scenen, sammen med sine tre træmænd, havde han armene højt hævet over hovedet. Ikke nødvendigvis i triumf, men mest fordi at sådan er han bare. Der gik ikke et sekund, før den evigt agiterende punker havde de første mange rækker på Benicassims største scene under fuld kontrol. På hans bedste skolespansk fik han skreget "Somos los fucking Stooges", og så var koncerten ellers skudt i gang: Dette handlede ikke om Iggy Pop, men om The Stooges.

Derfor var der naturligvis ikke plads til Iggys solo eskapader i sætlisten, men mere overraskende havde bandet også valgt helt at se bort fra hovedværket "Raw Power", og koncentrerede sig i stedet om de to første plader. Et overraskende og modigt træk, men ikke noget der lod til at gå det velvoksne publikum på.

Derimod fik det noget noget stationære band, der blev suppleret af Steve Mackay på saxofon, og omfarende Iggy stablet en fest på benene, der både bar præg af punkens nerve, men i høj grad også en barnlig glæde over endnu engang at få lejlighed til at skabe sig tossede: Blot to sange skulle der til, før Iggy havde besteget basforstærkeren og red på den som en halvnøgen cowboy.

Festen kulminerede under "No Fun", hvor vagterne blev sendt bort fra scenen, mens cirka hundrede, hovedsageligt, unge mænd stormede scenen for at synge med. Kaotiske scener fulgte efter, men dog ikke mere, end at Iggy selv kunne gelejde tropperne ned på plads igen. Da han slutteligt sagde "We are you", fornemmede man i publikum, at det ikke blot var spil for
galleriet.

Trods bandets efterånden fremskredne alder beviste The Stooges, ligesom The Who på årets Roskilde Festival, at så længe lysten og evnerne stadig er intakte, kan man stadig spille med nerve og integritet. Og det lød ærligt talt bedre end på de efterhånden tidsprægede plader.

I sangen ”Search And Destroy”, som desværre var udeladt fra sættet, synger Iggy "I am the world's forgotten boy", men der er tydeligvis ingen, der glemmer Iggy og hans Three Stooges foreløbig, og gud ske tak og lov for det.