Anmeldelse / Live / Fredag d. 20-07-2007 kl. 23:27

Hush
Tivoli Friheden, Århus,
fredag d. 20. juli 2007

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Toke Hage

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Hyggespredende og meget velspillet countrypop

+ Se hele galleriet

”Hvor ser de dog rare ud,” sagde min sidemand til mig umiddelbart efter koncerten med Hush i Tivoli Friheden. Og dén bemærkning var meget rammende for aftenens koncert, efter hvilken man må have svært ved at have noget imod Hush – hvis man ellers skulle have haft det inden. Gruppen alias sangerinde Dorthe Gerlach og guitarist Michael Hartmann, live udvidet med yderligere fem musikere, spredte nemlig i den grad hygge og harmoni foran det forholdsvis talstærke og aldersmæssigt meget blandede publikum denne solskinsaften. Både i kraft af deres attituder og bestemt også med deres musik, der sine steder flirter med country og bluegrass, men især på gruppens seneste album først og fremmest er pop.

Hush besidder da også adskillige musikalske trumfkort. Ikke mindst Dorthe Gerlach, der simpelthen besidder en af dansk popmusiks smukkeste stemmer. Sødmefuld, koket og lys som de danske sommernætter og tilsyneladende ude af stand til at synge bare det mindste falsk lå den krystalklart midt i det – i Tivoli Friheden-sammenhæng – usædvanlig skarpe og detaljeret lydbillede. Mellem sangene talte den i øvrigt med umiskendelig og meget charmerende randrusiansk dialekt. Ved Gerlachs side leverede Michael Hartmann nuanceret spil på både akustisk og elektrisk guitar, og det samme gjorde Rune Højmark og Perry Stenbäck, der også begge lejlighedsvis håndterede mandolin og derudover henholdsvis lap steel-guitar og banjo.

Den mest iøjnefaldende i Hushs liveband er dog uden tvivl organisten Palle Hjorth, der ikke bare spiller med hænderne, og så med foden på pedalen. Næh, han spiller med hele kroppen og skærer samtidig ansigter så groteske, at Den Internationale Klovnekongres fremstår som Buster Keaton i sammenligning. Hvis Dansk Musiker Forbund på et tidspunkt skulle få lyst til at uddele Spilleglædens Pris, må Palle Hjorth stå først i køen af potentielle modtagere.

Aftenens sætliste bestod af en nogenlunde ligelig blanding af sange fra Hushs to album, ”A Lifetime” (2004) og dette års ”For All The Right Reasons”. Som på cd stod sangene fra debuten sig bedst. De har en kende mere kant og markant mere country- og bluegrass-inspiration end de lidt mere anonyme, men dog nogenlunde velskabte numre fra opfølgeren, og det var også primært på gruppens ældre sange, at de ”eksotiske” instrumenter som mandolin, lapsteel, banjo og harmonika blev fundet frem som flødeskum på Hushs musikalske konditorkage. Aftenens højdepunkt var da også en sang fra debuten, ”Lovestruck”, en af Hushs både gladeste og mest country-orienterede kompositioner, der for alvor fik klap, fællessang og smil frem. Og det kan Hush jo efter undertegnedes ydmyge mening tage som et diskret vink med en vognstang om, i hvilken retning de skal foretage deres videre musikalske færd. En færd, jeg glæder mig til at følge.