Anmeldelse / Live / Lørdag d. 21-07-2007 kl. 13:31

Teitur
G! Festival, Gøta, Færøerne,
fredag d. 20. juli 2007

Anmeldt af Danni Travn
Foto: Janne Bruvoll

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Ungt ubehøvlet færøsk publikum kastede smuds over landets musikalske stolthed

+ Se hele galleriet

Først godt 20 minutter inde i Teiturs koncert tidligt fredag aften var det muligt at høre noget. Inden da havde det været som at se fjernsyn ved medium lydstyrke, mens andre talte højt med hinanden. Og det var ikke kun ét sted. Til sidst blev det nemlig et eksperiment at finde en ståplads, hvor musikken var den væsentlige bidragsyder til lydbølgerne i luften. Det skulle vise sig at være tæt på umuligt, da der selv på de forreste rækker konstant blev kværnet til sidemanden og råbt og piftet efter kammeraten, der lige var dukket op.

Som dagens første navn på G! Festivals store scene rendte Teitur ind i det problem, at publikum ikke rigtig var gearet til musik endnu – slet ikke af den mere sarte slags. Hans koncert blev reduceret til en slags træfpunkt, og ganske sigende var fremmødet ganske begrænset under koncertens første numre. Efterhånden kom folk daskende, stødte på kammerater og begyndte altså at tale og pjatte i det uendelige. At lyden fra scenen ikke var helt høj nok, er naturligvis ingen undskyldning. Og det var nærmest absurd at være vidne til, at der blev klappet elskeligt og råbt kærlighedserklæringer mellem hvert nummer, mens Teitur under selve numrene ikke fik den forventede respekt.

Helt ovre i et lettere mennesketomt område, klinet op af den ene højttaler var det muligt at høre, hvad der egentlig foregik på scenen. Den færøske sangskriver var annonceret som Teitur Lassen – altså inklusive efternavn – og signalerede dermed, at fokus ville ligge på det seneste færøske album. Det holdt stik i koncertens første halve time, hvor den hjemlige session blev afsluttet med en fornem omgang 1950’er Chuck Berry-rock fra et uhøjtideligt lydende orkester, som emmede af spilleglæde og var krydret med fire charmerende og medlevende korpiger. Frontmanden selv er jo også en charmør på sin egen vingeskudt-fugleunge-facon.

Han koblede afslutningsvis tre af sine engelske numre på fra seneste engelske album, ”Stay under the Stars”. Især ”Hitchhiker” efterlod et stærkt indtryk, da den blev kørt op i et frodigt rock 'n' roll-groove med en stædig guitarmur, knaldende klaverakkorder og høje, klare korstemmer. Det var den slags fylde, som skulle til at rive publikum ud af egne syslerier. Og så kom der pludselig noget, der mindede om samhørighed, hvilket udviklede sig til en art tilbagelænet ekstase, da ”Louis Louis” rullede af sted som sidste nummer. Eller snarere det, som var planlagt som sidste nummer.

Publikum nægtede at lade Teitur slippe, selv om konferencieren var i gang med at reklamere med resten af aftenens program. Ind kom Teitur med en melodika og spillede en lille instrumental udgave af det komiske færøske hit, som vist bærer titlen ”Ketchup i et hjørne”, og det til udelt begejstring.

Bare synd, at der skulle gå en halv koncert, før Teitur fik den ørenlyd, hans fornemme, sarte sange virkelig fortjener.