Anmeldelse / Live / Søndag d. 22-07-2007 kl. 13:33

Loney, Dear
G! Festival, Gøta, Færøerne,
lørdag d. 21. juli 2007

Anmeldt af Danni Travn
Foto: Janne Bruvoll

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Aldeles komfortabel sommeraften med sikker svensk indiepop.

+ Se hele galleriet

Svenske Loney, Dear blev umiddelbart en af de bedste oplevelser på G! Festivals lille scene. En scene, som ydmygt stikker op i enden af en lille indhegnet kunststofbane med en legeplads i siden.

De meget afslappede rammer faldt fint i hak med Jönköping-orkestrets besindige, velskårne indiepopsange. Sange, som passende blev modtaget af et mestendels siddende publikum – blandt de stående var et par ekstatiske, færøske teenageknægte ved scenekanten, der kunne bandets sange udenad. Og det er nemt at forestille sig, at Loney, Dears alter ego, sangskriver og sanger Emil Svanängens, fine små værker er nemme at lære at synge med på. Ikke fordi de er simple, men fordi de er spundet af det mere ligefremme og iørefaldende stof i spændingsfeltet mellem indiepop, singer-songwriter og mild countryrock. Sufjan Stevens er derfor en nærliggende parallel til Loney, Dears venligtsindede sange.

Med en ligetil, jordnær attitude rullede kvintetten det ene småvemodige forløb ud efter det andet, og sangenes tiltrækningskraft gjorde, at ingen rigtig havde lyst til at stå af undervejs – heller ikke i de mere langstrakte kompositioner. Svanängens egen vokal vækker minder om Nick Drake, og den fik fin kvindelig pendant i de trallende harmonier. Og det var i sidste ende disse afbalancerede harmonier, som efterlod det mest mindeværdige indtryk.

Loney, Dear var dermed det perfekte soundtrack til en lun hyggestund på Færøerne – men ikke et soundtrack af den slags, der er baggrundstapet. Et soundtrack af den slags, som i sig selv kreerer stemningen.