Noget nær en hjemmebanesejr for Alex Turner Overdrive
Klokken 01.25 var der endelig Arctic Monkeys, efter hvad der havde udviklet sig til en noget skuffende lørdag på festivalens største scene. Det forlyder, at 65% af de solgte billetter til festivalen er havnet på engelske hænder, og det var nok størstedelen af disse hænder der røg i vejret, da koncerten blev indledt med "A View From The Afternoon".
Kvarteten lagde hårdt ud, og gik videre til "Brian Storm" hvor bandet fik skabt et massivt, dundrende lydbillede. Det eneste kritikpunkt, man kan have til lyden under koncerten, er, at den nærmest er for tæt på lyden på pladerne. Bandet spiller stramt og hårdt, i en stil, hvor der altså ikke er plads til at improvisere eller fjolle rundt, og det er lidt dér, de som liveband taber terræn til andre engelske grupper, som for eksempel Kaiser Chiefs, eller såmænd Blur og Oasis.
Det er ganske imponerende at se bandet skabe den massive lydmur, og især den hyperaktive trommeslager er et studie værd i sig selv, men publikumskontakt er stadigvæk en by i Rusland, som gruppen aldrig har besøgt. Der kom dog rigtig godt gang i folk midt i sættet, under "Fluorescent Adolescent" og især gennembrudshittet "I Bet You Look Good On The Dancefloor", hvilket nok i virkeligheden mest er et udtryk for sangenes høje kvalitet.
I slutningen af koncerten sneg forsanger Alex Turner sig endelig op til mikrofonen for at sige et par bevingede ord til folket, men det blev dog ikke til mere end et halvkvædet "I er det bedste publikum, vi nogensinde har spillet for". Synd og skam, at en så tydeligt intelligent ung mand ikke benytter chancen for at sætte de sidste prikker over i'erne, på en ellers glimrende koncert.
Det er dog også modigt at lade musikken tale for sig selv, som Arctic Monkeys gjorde lørdag aften. Og musikken siger, at det går fint.













Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.