Anmeldelse / Live / Mandag d. 23-07-2007 kl. 15:51

Guillemots
G! Festival, Gøta, Færøerne,
lørdag d. 21. juli 2007

Anmeldt af Danni Travn
Foto: Janne Bruvoll

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

De lå til at blive festivalens store oplevelse, men de roste englænderes koncert blev ødelagt af bas og stortromme.

+ Se hele galleriet

Guillemots var et af de orkestre, som de musikalske feinschmeckere på G! Festival havde set allermest frem til. Med strålende pladeanmeldelser og en Brit Award-nominering som bedste britiske liveband var der endda ret så faktuelle årsager til at have rimelige forventninger til de multinationale orkesterpoppere.

Men det blev en uhyre frustrerende oplevelse at høre Guillemots lørdag aften. Fra start til slut slugte en bred mudret bas og en alt for kraftigt stortromme enhver form for elegance i orkestrets udtryk – og elegance er ellers en af deres absolut stærkeste sider. Du kunne fornemme, at der under den buldrende lyd lå en virkelig god koncert, hvor orkestret virkelig ønskede at leve op til sit ry og sin rolle som et af de internationale hovednavne. For som sådan var Guillemots’ stærkt varierede sange – fra sarte ballader over friske, symfoniske popsange til big beatet danserock – udført med stor vokal energi fra frontmanden Fyfe Dangerfield, der desværre sad omringet af fem keyboards med ryggen til publikum, og med stor passion fra den brasilianske guitarist MC Lord Magrao. Sidstnævnte var en fornøjelse, når han rev skarpe riffs af i abrupte hoppende bevægelser med hele kroppen; som var han konstant i gang med at positionere sig mod modstanderen i en kampsport. Det var også den levende guitarist, der tog sig af thereminen – blot en af mange lydeffekter hos den ambitiøse kvartet, der til lejligheden havde udvidet sig med et par blæsere

Med bandets velvilje både som komponister og koncertmagere in mente virker det mystisk, at de ikke holder sig en lydmand, som i højere grad kan indkapsle orkestret. For det kan næppe være meningen, at kulørte perler som ”Annie Let’s Not Wait” og ”Trains to Brazil” skal hæmmes i brummen og brag. Selv om sangene, ambitionerne og energien gør, at der er grænser for, hvor dårlig en koncert, Guillemots kan spille, var det sært, at de mere kaotiske stroppeture ud i støjrocken, som ”She’s Evil” blev højdepunkterne. Ikke fordi de var de bedste sange eller bedre udført end resten, men fordi den fatale rumlen ikke kastede samme skygge over den bevidste larm, som den gjorde over de mere graciøse indslag.

Ærgerligt for Guillemots, ærgerligt for de forventningsfulde feinschmeckere og ærgerligt for G! Festival, som ellers fortjener et stort skulderklap for at booke de, på papiret, så koncertsikre briter.