Anmeldelse / Live / Onsdag d. 25-07-2007 kl. 11:12

Black Rebel Motorcycle Club
Den Grå Hal, København,
tirsdag d. 24. juli 2007

Anmeldt af Rasmus Falbe-Hansen
Foto: www.ryming.dk

GAFFA		6 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

”Fuck, det var fedt!”

+ Se hele galleriet

Foto: www.ryming.dk

Ovenstående var den mest anvendte vending efter Black Rebel Motorcycle Clubs overbevisende magtdemonstration i går aftes i en stoppet Grå Hal. Klokken nærmede sig et, da de sorte rockere havde forkælet med godt to en halv times intens, rå og berusende rock, som de færreste kan leve op til i dag.

Der var dømt sort aften i den Grå Hal. Inden BRMC spillede The Black Angels en omgang sindssygt højt syrerock, hvor det var tunge beats og støjflader, der dominerede over gode melodier. Men det hovedsageligt mandlige publikum vuggede godt med i salen. Det var fra starten tydeligt, at kombinationen af støjende tung rock og den Grå Hals rå lokaler var en perfekt kombination. Man kunne godt tænke sig, at hallen i fremtiden blev brugt mere til koncertsted. For det fungere simpelthen fremragende og har trods sin nøgenhed ikke KB-Hallens eller Forums beton-problemer rent lydmæssigt.

Men for at komme til sagen, så druknede de sorte engle hurtigt, da først BRMC indtog salen. Til tonerne af The Doors kom de tre faste sortklædte medlemmer, suppleret af en enkelt mand på keyboard/bas/guitar, på scenen. Klar, viste det sig, til at levere det ekstraordinære. Som sorte silhuetter badet i baglys lagde de ud med ”Took Out A Loan” og ”Berlin” fra deres seneste plade ”Baby 81”. Og fra starten viste det svedende publikum respekten ved at tage den ene hånd op af lommen for at vifte med en pegefinger over hovedet. Og der blev den så hele koncerten!

For aftenens opvisning i klassiske rock-dyder var uden svage momenter og på samme tid mere afvekslende og sammenhængende, end jeg før har hørt det hos BRMC. Aftenens fjerde energiudladning var perlen ”Ain’t No Easy Way Out” fra den mere afdæmpede forgænger ”Howl”. Og det var som om koncerten under denne rykkede endnu en tand op i intensitet, så publikum blev holdt i et fast greb af medrivende riff, gode melodier og skingrende høj feedback.

Ubesværet bevægede BRMC sig rundt i det voksende bagkatalog og tilfredsstillede selv de hårdeste fans' ønsker om variation og gamle hits, samtidig med at den nye plade blev præsenteret tight og uddybende. De numre, der på cd’en kan virke ordinære, fik mere dybde og karakter live. Det var med sikkerhed ikke tilfældigt, at netop Doors åbnede koncerten. For i BRMCs svedende og nogle gange over 10 minutter lange udgaver var der jammende og brusende passager, der i høj grad sendte ens tanker tilbage til Morrison og co. Således trækker BRMC røde tråde tilbage i rockhistorien, og man hører inspiration fra forskellige årtier. Således høres der både T-Rex, The Jesus and Mary Chain, Stone Roses og Oasis i musikken. Alligevel formår BRMC at tilsætte sammenkogningen af disse et eget præg, så musikken fremstår som deres helt egen.

Godt halvvejs i sættet forkælede de spilleglade rockere publikum med et par akustiske perler fra ”Howl”. Peter Hayes gav smukke solo-udgaver af ”Fault Line” og ”Devil’s Waitin’”, inden Robert Levon Been gav en fed udgave af Dylan-klassikeren ”The Lonesome Death of Hattie Carroll”. Herefter byggede BRMC igen støj og intensitet op til en kulmination med deres første og største hit ”Spread Your Love” fra deres debut. Og efter en time og tre kvarters genial og kompromisløs rock var man egentligt fuldt tilfredsstillet. Men BRMC indtog scenen igen og gav afslappet og ukrukket 45 minutters sublim freestyle-rock, hvor publikum kunne komme med ønsker og dermed guidede bandet gennem seks ekstranumre, hvor især ”Love Burns” brændte igennem.

Således fuldt tilfredsstillet og lykkelig for ørepropperne var man en stor oplevelse rigere, og de fleste kunne vist ikke sige andet end: ”Fuck, det var fedt!!”.