Smukke, sørgmodige sange fra svensk stortalent

Det er ikke mere end et par måneder siden, undertegnede sidst – i en anmeldelse af Shout Out Louds – undrede mig over svenskernes tilsyneladende helt ubesværede evne til at skrive iørefaldende popsange. Derfor er svenskerpop-klichéen lidt svær at hive frem igen, men den er nu oplagt at bruge også i forbindelse med enmandsgruppen Loney, Dears aktuelle album Loney, Noir. De 10 sange, der alle varer lige omkring tre minutter, sidder nemlig alle solidt fast i øregangen allerede under første gennemlytning. Musikken er ganske vist mere melankolsk og eftertænksom end eksempelvis Shout Out Louds, også selv om tempoet ofte er højt, takket være de mange mol-akkorder og Loney, Dear-bag- og formand Emil Svanängens lyse og spinkle, men meget smukke stemme. Teksterne kredser ofte om tab og manglende evner til at slå til, men Svanängen slår nu absolut til på albummet, hvor han selv spiller de fleste instrumenter, der ud over bas, guitar, trommer og tangenter også tæller flere træblæsere. Et smukt lydspor til det kommende efterår.