Anmeldelse / Live / Mandag d. 06-08-2007 kl. 07:27

The Rolling Stones
Parken, København,
søndag d. 5. august 2007

Anmeldt af Anders Frandsen
Foto: Mikkel Stenbæk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rolling Stones viste, at de altid har været og fortfarende er: Nogle fandens karle.

+ Se hele galleriet

For nylig regnede en forsker sig frem til, at blandt jordens nulevende befolkning
vil to personer ende som fossiler med udsigt til atter at skyde op af grundfjeldet, som repræsentanter for vor tids liv og gerning. Hvem der i sidste ende løber med æren, må stå hen i det uvisse, men efter søndagens koncert i Parken er Mick Jagger og Keith Richards i hvert fald ikke noget dårligt bud. De to aldrende rock-ons synes i hvert fald at være gjort af et stof, som selv en skånselsløs moder natur har sit hyr med at få has på – uanset hvor høje kokospalmer hun forsøger at kyle dem ned fra, eller hvor mange overdoser farin, hun slubrer i dem.

Først sang reggae-ronkedorerne Toots and The Maytals solen ned, og mens himlen klædte sig i en blågrå melange, entrede Rolling Stones scenen og spændte slæden for. Og lige fra første riff svingede Sir Mick håndfast pisken, mens hans kobbel af skambidte helvedeshunde velvilligt trak festen i gang.

Stones åbnede som (næsten) altid med "Start Me Up", alt i mens overkøteren Keith Richards sammen med Ronnie Wood tog opstilling midt på scenen, hvorfra de sendte snerrende guitarbjæf ud mod et velhængt publikum. Der findes næppe et bedre åbningsnummer på rock'n'rollens breddegrader, og den videre færd over "You Got Me Rockin" og det fremragende åbningsnummer "Rough Justice" fra "A Bigger Bang" gav forudanelser om, at der var lagt i kakkelovnen til en hed aften i selskab med verdens største rockband.

Koncerten gik derefter en smule ned i tempo, og desværre viste Parken sine lydmæssige begrænsninger. Særlig udtalt var det på "Rocks Off", hvor den udmærkede blæserkvartet trådte igennem. Her blev billedet simpelthen for mudret. Et problem, der ikke havde løst sig under "Ruby Tuesday", som under højtalernes brummen mistede den melankolske sødme, der er sangens adelsmærke. På den anden side lod det ikke til synderligt at bekymre det brusende kor på 45.000 hengivne fans.

Midtvejs i koncerten skiftede Stones til et transportmiddel med større slagvolumen, og selvom der stadig blev pøset godt med brændstof i den tunge motor, så faldt omdrejningstallet markant under "Can't You Hear Me Knockin'?" og de efterfølgende numre. Og uagtet at Keith Richards klarede sig udmærket gennem "You Got the Silver", så er hans skomagerlæst ikke skønsangen, men det gudsforsagende og hjertegribende guitarspil, hvilket stod tydeligt frem på "Wanna Hold You", som han bare ikke havde stemmekraften til af løfte.

Men hvad gør det, når man derefter sætter hele scenen i gear og kører 40 meter ned ad midtergangen, mens Mick Jagger krænger "Miss You" ned over publikum. Fra B-scenen i Parkens midte blev der atter blæst liv i kludene. Og fra "It's Only Rock'n'Roll" over "Satisfaction" til ekstranummeret "Brown Sugar" satte Stones en tyk streg under, at selvom der ikke er andet tilbage i de syletynde kroppe end nosser og knogler, så er det alt rigeligt til at sætte et publikum i svingninger, så det vibrerer i hårrødderne.

Rock'n'roll er en energikilde – og med Rolling Stones som brændselsstav har den en henfaldstid, som ikke står tilbage for beriget uran – og som er mindst lige så vanskelig at skille sig af med. Eller som det rammende lyder i "Rough Justice": It's rough justice on ya / we're never done and dusted / It's rough justice / But you know, I'll never break your heart". Det gjorde de heller ikke denne søndag aften i Parken. Fandens karle!