Anmeldelse / Live / Torsdag d. 09-08-2007 kl. 17:44

Iggy Pop & The Stooges
Lollapalooza, Bud Light, Grant Park, Chicago,
søndag d. 5. august 2007

Anmeldt af Henry Rasmussen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En mester i kaos

1969” var et af slagnumrene på Iggy and the Stooges' koncert på Lollapalooza. En sang om, hvor hårdt det er at være 21 og snart blive 22 – i 1969. Nu er der så gået 38 år, og 60-årige Iggy Pop slipper stadig af sted med at skrige frustrationen ud, så bumsede teenagerdrenge kan identificere sig med frygten for at blive voksen og hoppe begejstret rundt over at finde udtryk for deres pubertære følelser – side om side med fædre og bedstefædre, der oplever deres ungdom live.

Det er lidt af en præstation af den aldrende punker,
der stadig flasher sin senede overkrop – i dag bare uden at skære sig med glasskår. Det tog lige et nummer eller to, før illusionen blev ægte. I de første minutter var det professionelt showmanship, Iggy præsterede. Ron Asheton måtte lige bære igennem
med sine skærende guitarriff, mens Iggy hoppede sig varm, og fandt aggressionen frem bag den ædruelige hyggeonkel, manden sikkert er til daglig i vore dage. Men så var adrenalinen oppe at køre, og med et par primale ”HELLOOO MOTHERFUCKEEEERS!” havde
han fat. I et entusiastisk publikum, fra gamle fans, der sikkert har været i Detroit i 1970, til knægte, der først lige har lært The Stooges at kende.

Og rent musikalsk var det udpræget The Stooges-udgaven af Iggy, der blev præsenteret. Han holdt sig
helt fra Iggy Pop-solomaterialet, så der var ikke nogen ”The Passenger”, ikke nogen ”Lust for Life”. Materialet var hentet fra både dette års ”The Weirdness” album, for eksempel ”My Idea of Fun (Is Killing Everyone)”, fra 1995-albummet ”Open Up and Bleed” med ”Rich Bitch”, men i høj grad også de tidlige albums, blandt andet ”I Wanna Be Your Dog” og ”No Fun” fra debutpladen The Stooges (1969), ”Dirt” og ”TV Eye” fra Fun House (1970) og ”I Need Somebody” fra albummet ”Raw Power” (1973). Med det rene Stooges-materiale blev der også plads til bandet, der med brødrene Ron og Scott Asheton (trommer) og saxofomist Steve MacKay er tæt på et originalt line-up -
kun bassisten Mike Watt har ikke været med i de tidlige år. Og Asheton-brødrene lægger altså stadig en rå bund for Iggy.

Og når der skal være Iggy, så skal der være
kaos. I ”No Fun” inviterede han publikum på scenen, og flere hundrede ellevilde fans fulgte opfordringen og væltede ind over scenekanten i et faretruende moment, der vist kun medførte en enkelt tilskadekommen. Og klemt inde midt i den hoppende hob fuldførte Iggy nummeret i fuldstændig tillid til sit publikum. Da publikum fredsommeligt var gelejdet ned igen, havde Iggy vundet slaget. Og han kunne slutte med et triumferende ”We Are You”. Og det er måske Iggys pointe, selv i en alder af 60. Han er den vildskab, den ”Dirt”, vi allesammen må have ud ind imellem.