Natasja
mindekoncert med Raggapak og gæster, P3 Scenen, Danmarks Smukkeste Festival,
torsdag d. 9. august 2007
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Respektfuld mindekoncert med veloplagte gæstevokalister
Torsdag aften skulle Danmarks mest succesfulde kvindelige reggaeartist Natasja have givet den gas på P3 Scenen på Danmarks Smukkeste Festival. Sådan skulle det som bekendt ikke gå efter Natasjas tragiske død ved en bilulykke på Jamaica i juni. I stedet havde Natasjas band Raggapack, som ved så mange andre planlagte Natasja-koncerter, valgt at holde en mindekoncert med indkaldte gæstesolister i reggaedronningens ånd.
Koncerten blev indledt med to minutters stilhed – som i høj grad blev respekteret af det ellers feststemte publikum – hvorefter Natasjas store og såre optimistiske hit ”Op Med Ho’det” blev spillet over højttalerne. Herefter indtog Raggapack scenen og satte i gang med et tungt instrumentalnummer, inden den første gæstesolist gik på, en herboende, fortrinlig jamaicansk sanger, som dog ikke blev præsenteret, og som hverken undertegnede eller Raggapacks lydmand formåede at få identificeret. Men der var dømt fængende old-school roots-reggae og mange udfald mod Irak-krigen i en lille håndfuld numre, inden den unge danske sangerinde Wendy Wonder kom på scenen og kastede sig ud i en samling lidt mere poppede, men stadig fine reggaesange.
Der var ikke tale om egentlige coverversioner af Natasjas numre, men – som det er traditionen i reggae – viderebearbejdninger af og nye tekster til klassiske reggae-rytmer, hvor nogle tidligere har været brugt af Natasja, andre ikke. Efter en håndfuld Wendy Wonder-numre blev scenen indtaget af den storskrydende danske toaster Mr. Tim, som førte musikken længere over mod dancehall, stadig med fuld gang i publikum. Mr. Tim og Wendy Wonder kastede sig også ud i flere velfungerende duetter, mens en velkendt urt, Christiania, det hedengangne Ungdomshus og Silkeborgs reggaefestival Raggapak – i dagene 17.-19. august, husk det nu – fik masser af lovprisninger, mens adskillige joints gik på omgang blandt publikum.
Efter et langt sæt på næsten halvanden time blev aftenens sidste gæst præsenteret: Anders Matthesen, der naturligt nok fik sat ekstra gang i folk og gav den med regulær rap, til en afveksling fra de øvrige artister på dansk og på absolut udmærket vis. Dermed blev Natasja behørigt hyldet, og tak for det. Men efter mere end halvanden time var det også tilstrækkeligt for en ikke-reggae-superfan som undertegnede.
PS: Umiddelbart inden mindekoncerten dedikerede Sinéad O'Connor en sang til Natasja fra festivalens største scene. Endnu et bevis på, hvor stor respekt Natasja har opnået også internationalt.












Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.