Anmeldelse / Live / Fredag d. 10-08-2007 kl. 18:37

Beth Hart
Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival,
fredag d. 10. august 2007

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Rasmus Weng Karlsen - www.rasmuswengkarlsen.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Imponerende kraftpræstation af Danmarks amerikanske rockdronning

+ Se hele galleriet

Indrømmet, undertegnede var en anelse skeptisk forud for dagens koncert med Beth Hart. Jeg havde set meget frem til den sygdoms/stof-ramte Amy Winehouse, som modsat Beth Hart ikke har spillet landet tyndt og har været Danmark rundt med Grøn Koncert for ganske nylig, og som musikalsk har lidt mere at byde på - i hvert fald på cd.

Men ganske kort inde i Beth Harts koncert stod det klart, at både Hart og publikum stadig var klar til hinanden. Hart er kendt for sine passionerede koncerter, og dagens optræden var ingen undtagelse. Hun lagde velsyngende ud bag keyboardet med et af sine allersmukkeste numre, den hjertegribende ballade "Leave The Light On", der handler om Harts vilde ungdom præget af selvdestruktion og stoffer - altså de selv samme problemer, som Winehouse nu har rodet sig ud i, mens som Hart tilsynelandede har lagt bag sig - uden at tabe gnisten, tværtimod. Der er håb forude, Amy!

Herefter stod den på det heftige rocknummer "Sick", et skarpt angreb på en vis vesterlandsk præsident, hvor Hart på alle måder var helt ude på kanten af scenen. Hendes velkendte hæse rockstemme var i topform, og hun fik fuld rygdækning af hendes band, der som vanligt består af guitaristen John Nichols, bassisten Tom Lilly og trommeslageren Todd Wolf. Utroligt, at et band med kun én guitarist kan larme så meget.

Resten af koncerten pendulerede mellem Harts to specialer, de heftige rocksange og de småpompøse, klaverorienterede ballader. Man kan sige, at det ikke er særlig mange strenge at spille på, og på cd er Beth Harts output da også svingende, men i Skanderborg havde hun blandet posen godt med en række af hendes bedste sange gennem tiden - fra en håndfuld numre fra det spritnye album "37 Days" - i skrivende stund nummer 1 på den danske albumhitliste - til en række godbidder fra bagkataloget, for eksempel de hektiske rockorkaner "Delicious Surprise", "Bottle Of Jesus", "Monkey Back" og "Isolation" og smukke ballader som "L.A. Song" og "Learning To Live". Ikke mindst de to sidstnævnte fik fællessang og -klap og viftende arme frem i bøgeskoven. Hele vejen sang Beth Hart af sine lungers fulde kraft og vred sig til tider hen ad scenegulvet. Ja, hvis man ikke bryder sig om højrøstede og frembrusende kvinder, vil man helt sikkert synes, Beth Hart er for meget, men Skanderborg elskede det. Også undertegnede.

Fra tid til anden gav Hart mellem numrene også eksempler på sin talestrøm, der er næsten lige så ustyrlig som hendes sang. Vi fik blandt andet at vide, at Hart nok mente, hun var lettere psykisk syg, men på den anden side syntes, at det også var meget sjovere end at være kedelig og normalbegavet. Og hvis man kan kanalisere psykisk uligevægt ud i en så forrygende koncerter som Hart, så må vi håbe, hun holder sig langt væk fra psykofarmaka og terapeuter.

Ved slutningen af koncerten fortalte Hart, at det var hendes bedste koncert nogensinde, efter en karriere på snart 15 år. Det kan enhver jo komme og sige, men jeg tror hende næsten. Og bortset fra en lidt overflødig coverversion af Led Zeppelins "Whole Lotta Love" - Hart har jo nok rockhymner af egen avl på programmet - så var der ikke meget at udsætte på ved dagens koncert, der i hvert fald den bedste, undertegnede til dato har set med Beth Hart. Og jeg har set en del, for hun er jo i landet konstant. Men lad hende endelig komme igen.