GAFFA  TV
(Foto: Rasmus Weng Karlsen - www.rasmuswengkarlsen.dk) - fra galleriet Allan Olsen - Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival (11-08-2007)

Allan Olsen
Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Lørdag d. 11-08-2007
GAFFAs anmeldelse:
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne synes:
5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fremragende sange fra veloplagt solist, band og publikum

Det er egentlig lidt sjovt, at Allan Olsen - næsten - er blevet dansk folkeeje. For ganske vist tager han i sine sange tempraturen på nationens tilstand ligesom Steffen Brandt, men modsat Brandt gør han det ikke med venlig ironi, men med skarp sarkasme og kalder en spade for en spade. Men elsket er hans altså, også i Skanderborg, hvor han har spillet adskillige gange før.

Forventingerne var derfor høje hos undertegnede, også fordi Olsen ankom til Skanderborg med endnu et fremragende album i ryggen, "Multi Importante". Og vi fik da også en håndfuld numre herfra sammen med en stribe godbidder fra Olsens imponerende katalog, der tæller omkring 100 sange, hvor næsten ingen falder igennem.

Olsens band anno 2007 er da også fremragende. Hans mangeårige partner Gæst Vincent er ude, men han har solid opbakning ved blandt andre den gamle Gnags-guitarist Per Chr. Frost, den evige Gasser Wili Jønsson (som Sort Sol engang konsekvent omtalte som "The Wili Jønsson") og den svenske muliinstrumentalist Perry Stenbäck, som brillerede på både lapsteel-guitar, mandolin og elektrisk og akustisk guitar.

Hovedpersonen var også vanen tro veloplagt. Når Olsen spiller med band, bruger han ikke helt så meget tid på at fortælle sine velkendte, både underfundige og skarpe anekdoter, som når han optræder solo, men nogle skud fra hoften kom der da. Blandt andet undskyldte han, at han var nødt til at have teksterne med på scenen, da han havde svært ved at lære dem udenad, og han var meget misundelig på, at eksempelvis Thomas Helmig uden problemer kunne sine sange udenad. Men så kom det efter en lille pause: Ved nærmere eftersyn kunne Helmigs tekster vel heller ikke være så svære at huske udenad...

Olsen hører da også til Danmarks absolut skarpeste tekstforfattere. Man kunne citere uddrag i stribevis, men jeg vil nøjes med en linje fra den forrygende "Alfa Konsenus" om tidens slørede kønsroller, hvor visse mænd ifølge Olsen er blevet blødgjort af mange års kvindelig dominans i intimsfæren: "Missionen er fuldført: Du gør ingen fortræd".

Dét kan man bestemt ikke sige om Olsen, der leverede endnu en fremragende koncert, hvor både de afdæmpede, akustiske sange og de mere rockede trak stik hjem i stribevis, til det hyppigt syngende publikums store tilfredshed. Højdepunktet var dog den afsluttende tunge bluesrocker "Losotho Gonzo" om at føle sig lille i mødet med den store nordjyske Store Vildmose - "det tætteste, jeg har været rock'n'roll med et band", som Olsen synger i omkvædet. Men Olsen med band på Danmarks Smukkeste Festival lørdag den 11. august klokken 13.00-14.15 var også dejligt tæt på rock'n'roll.

Tip en ven
Ingen kommentarer

Giv dit bidrag til debatten! Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik. Du skal blot vælge brugernavn og password samt angive din e-mail-adresse. That's it!

TRACKLIST
  • 01 Turki Tonki
  • 02 Op Til Alaska
  • 03 Hængt I Finns Butik
  • 04 Taxameteret Tæller
  • 05 Rødt Jern
  • 06 Regn På Vej
  • 07 Vores Dronning
  • 08 Alfa Konsensus
  • 09 Lun Luft Over Danmark
  • Ekstra:
  • 10 Streger Af Slim
  • 11 Roser Og Violer Blå
  • 12 Lesotho Gonzo
LINEUP
Allan Olsen: Sang, guitar
Per Christian Frost: Guitar, kor
Perry Stenbäck: Lap-steel-guitar, mandolin, guitar, kor
Wili Jønsson: Bas, kor
Michael Friis: Trommer, kor
Gry Harrit: Kor