Talentfuld dansk jazzpianist prøver kræfter som solist med et hav af instrumenter

Jazzpianisten Peter Rosendal er blevet rost af mange - også af – undertegnede for hans åbenlyse talent som pianist og komponist. At han oveni har fået tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, synes naturligt. I dén forstand hænger verden sammen! Så vidt, så godt. Men nok så væsentligt: Talentet lader sig heller ikke fornægte på Solo, hans femte album i eget navn. Også på dét manisfesterer pianisten og komponisten sit ry. Solo er en præstation, der rummer meget mere, end man kunne vente. Komponisten og pianisten er nemlig også blevet udstyret med en flugabone, en næsefløjte, et antal muslingeskaller, kagedåser, gryder, glas, yoghurtbægre og papir – blandt andet. Og samlet set giver kompositionerne og instrumenteringen et noget usædvanligt, men meget overrumplende, fascinerende og melodiøst udtryk, der fortjener sit publikum. Man kan i sandhed sige, at Peter Rosendal er et multitalent, der er i god kontakt med sit indre legebarn. Alligevel kan undertegnede savne en mere udtalt stringens i materialet som helhed. For det er, som om det stritter lovlig meget, uden at der er en klar begrundelse herfor.