Katie Melua
Skovdalen, Aalborg,
søndag d. 19. august 2007
| GAFFA | 3 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Den georgisk-fødte sangerinde fyldte Skovdalen i Aalborg
3500 billetter blev udbudt til Katie Melua-koncerten, og de blev alle solgt. Dermed præsterede den unge sangerinde noget, som legenderne Brian Wilson og Jimmy Cliff ikke formåede under deres respektive besøg i Aalborg; nemlig at fylde Skovdalen.
Katie Melua kan dog også prale med at være en af de bedst sælgende kunstnere i Danmark – ja, i hele Europa. Og så kan hendes fans endda glæde sig til et nyt og tredje album, som er lige på trapperne. Første single fra det kommende album ”Pictures” hedder ”If You Were a Sailboat” og den får premiere d. 24. september. Det meget blandede publikum i Skovdalen kan dog prale af allerede at have hørt et par af de nye numre, da Melua spillede både ”Perfect Circle” og ”What I Miss About You” i løbet af aftenen.
Arrangørerne havde fundet havestolene frem til siddekoncerten, hvor vejret var behageligt lunt og hvor vinden ikke rørte på sig. Melua og band blev modtaget med klapsalver, da de trådte på scenen og de indledte straks med ”Thank You, Stars” og fulgte op med ”Perfect Circle”, før hun bød velkommen.
Derefter præsenterede hun så aftenens tredje nummer ”Blues in the Night”, som var det første forfejlede bluesnummer under koncerten. Bandet spillede fremragende, og klaver og mundharmonika fungerede rigtig godt på nummeret, men Meluas unge, klare stemme passer simpelthen ikke til blues. Den er ikke ”beskidt” nok, og hun formår ikke at frembringe den smerte, som ofte er essentielt i bluesmusik. Hun bør helt klart holde sig til de jazzede popballader, som hun til gengæld leverer rigtig godt, da hun jo netop har en flot, klar stemme med antydningen af lidt hæshed.
Man kan så diskutere om den type musik passer til større koncerter, eller om den passer mere til intime steder som i jazzklubber eller på hotel- eller pianobarer. Selvom musikken ganske vist passede godt til en afslappet søndag, så var den til tider for afslappet og tangerede det søvndyssende.
Da musikken heller ikke lægger op til de store armbevægelser, så var der ikke den store performance at spore. Vi slap for langsommelige kostumeskift, mens der dog var en del instrumentskift, som heldigvis ikke trak koncerten i langdrag. Melua viste også sit store talent på både klaver og guitar, og hendes stemme trængte da også kraftfuldt igennem flere gange. Alligevel ville jeg nok have fået ligeså meget ud af at blive hjemme og lytte til hendes albums. Hendes små ligegyldige historier, om bl.a. en fan, der ikke kunne genkende hende, kunne jeg sagtens have været foruden.
Jeg bemærkede også et par, der rejste sig under ”Fancy”, pakkede deres ting og udvandrede. Det kunne måske skyldes de få regndråber, der pludselig faldt, men som aldrig blev faretruende. Under ”My Aphrodisiac is You” smuttede så endnu et par efter at have sagt farvel til deres venner, så jeg var tydeligvis ikke den eneste, der småkedede sig.
Da hoveddelen af koncerten sluttede med hittet ”Nine Million Bicycles” gav publikum et stående bifald. Velopdraget som jeg er, så rejste jeg mig også – om ikke for andet, så for at strække benene. Og publikum blev stående indtil Melua og band kom tilbage med ekstranumrene, hvor Melua skabte lidt fællessang ved at få publikum til at synge ”åh-åh-åh” under ”Mockingbird Song”. Endelig rundede hun alene af med ”Lilac Wine”.
Koncerten ville aldrig kunne opnå mere end 4 stjerner, og jeg er meget tæt på kun at uddele 2. Men med Meluas sangevner taget i betragtning, så sniger hun sig op på 3 stjerner. Mere følte jeg mig (og visse andre) ikke underholdt.















Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.