Anmeldelse / Live / Onsdag d. 22-08-2007 kl. 17:15

Chris Cornell
Store Vega, København,
tirsdag d. 21. august 2007

Anmeldt af Morten Thornvig Johnsen
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En stemme i særklasse og fortidens slagere sikrede sejren

+ Se hele galleriet

Billeder: Martin Rosenauer

En tarvelig tirsdag var dagen, hvor familiefædre i midten af 30’erne kunne mase sig ned i de stramme cowboysbukser, stille sig midt i Vega, lukke øjnene og forestille sig, at kalenderen stadig skrev 1992, og Soundgarden, Pearl Jam Nirvana og Alice in Chains stadig styrede musikscenen.

Her indtog 43-årige Chris Cornell nemlig Vesterbros fornemmeste koncertsted.

Og selvom manden netop har udgivet et helkedeligt soloalbum, var det på ingen måde de nye sange, den tidligere Soundgarden-frontmand diskede op med.

Således slog de to indledende numre ”Let Me Drown” og ”Outshined” tonen an og satte en fuldfed streg under, at det i høj grad var fortidens bedrifter, der skulle sikre Cornell sejren på Stenbroen.

Hovedpersonen selv vandrede i de første par numre krumbøjet og hvileløst rundt på scenen som en optøet huleboer - men der gik ikke længe, før han fik rystet istapperne ud af manken og serveret sit berømte neandertalerbrøl, der fik Vegas betonbalkon til at skælve og true med at styrte til jorden.

Herefter blev der håndplukket hits, hvoraf de første var hentet helt tilbage fra Temple Of The Dogs album fra 1990, som Cornell lavede sammen med vennerne i Pearl Jam, inden hele Seatlle-scenen eksploderede i salgsmæssig succes blot for at kvæle sig selv i coke, heroin og stjernestøv.

Ud over de to grunge-bands fik Cornells seneste projekt, det for nyligt opløste Audioslave, også lidt scenetid med et par af de største træffere fra de tre albums, bandet nåede at udgive.

Musik eller ej, så var det i høj grad Cornell og hans stemme, der bar aftenens koncert.

For mandens medbragte backing-band var noget af en tynd gang sjask, der blandt andet formåede at smadre smukke Soundgarden-sange som ”Black Hole Sun” og ”Spoonman”.

Derfor var det næsten en befrielse, da det midt under koncerten var tid til akustisk intermezzo, og Cornell derfor sendte sine hyremusikere en tur backstage for selv at snuppe en guitar og krænge et par numre ud de seks strenge og det hårdt plagede stemmebånd.

Meget karakteristisk var det endnu et oldgammelt nummer, nemlig Temple Of The Dogs ”Call Me A Dog”, der fremstod fornemmest.

Her blev brølet fra fortiden igen luftet, og med sådan et stemmebånd kunne man kun ønske, at man stod med fødderne solidt plantet i pløret foran Orange.

For den stemme kommer først for alvor til sin ret, når der står 50.000 festivalgæster og ikke 1000 familiefædre med vedhæng som i Vega.

Derfor kan man som gammel grunge-tosse kun krydse de fedtede fingre for, at hr. Cornell tager lidt mod til sig og gendanner et af sine tidligere projekter, så vi for hulen kan få ham hevet op på den store scene, hvor han hører hjemme.

Oplevelsen og gensynsglæden med både sanger og sange kan man dog ikke kimse af.

Og selvom mange af især Soundgardens slagere manglede den pondus, de i høj grad har på plade, må man tage hatten af for, at Cornell til fulde serverede de sange, publikum havde krydset fingre for.

I modsætning til en vis arrogant, skaldet mand, der for nylig var på disse breddegrader...