Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 31-08-2007 kl. 03:32

Steffen Brandt & Tina Dickow
med Under Byen, The Broken Beats med flere, Rådhushallen, Århus,
torsdag d. 30. august 2007

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Rasmus Weng Karlsen - www.rasmuswengkarlsen.dk
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fornem festugeåbning med risikobetonede, men velfungerende konstellationer

Århus Festuge åbner først officielt fredag den 31. august, men aftenen før lagde Rådhushallen rum til den såkaldte uofficielle åbning ”for gud og hvermand” – dog især studerende, der kun skulle betale lidt over en tredjedel af den ordinære billetpris. Aftenens musikalske værter var bysbørnene Steffen Brandt og Tina Dickow, der havde være med til at sammensætte programmet, der bød på de lokale grupper Under Byen og The Broken Beats med henholdsvis gæstesolister og -musikere. Noget, der ifølge Brandt var både nyt, spændende – og risikobetonet.

Steffen Brandt og Tina Dickow 1
Først fik dog lige et par numre med Brandt og Dickow med hver sin akustiske guitar – først TV-2’s ”Alt Hvad Hun Ville Var At Danse”, dernæst Tina Dickows ”Room With A View”, og begge fremført som duetter. Brandt og Dickow har efterhånden optrådt sammen en del gange, og man må sige, den danske sang har det godt i de tos hænder, uanset om den er en ung blond pige eller den grå eminence – eller begge dele på samme tid.

Under Byen
Herefter var det tid til Under Byen med gæstesangere. Et modigt sats, da hverken Under Byens tekster eller vokalarrangementer er for begyndere. Alligevel fungerede sangerne – Figurines’ Christian Hjelm, Murders Jacob Bellens, Moi Caprices Michael Møller, Steffen Brandt og Povl Dissing – generelt fint i duetterne med Under Byens vanlige sangerinde Henriette Sennenvaldt. Især Jacob Bellens gjorde det fremragende. Hans dybe, dramatiske røst stod fortrinligt som kontrast til Sennenvaldts skrøbelige, særegne spindelvævsstemme. Ikke mindst i den højdramatiske, crescendo-afsluttende ”Den Her Sang Handler Om At Få Det Bedste Ud Af Det”, der ender i et inferno af hvinende cello og ditto violin og støjende trommer, og hvor også lysmanden fyrede op for alle effekter i den 15 meter høje, smukke, Arne Jacobsen/Erik Møller-tegnede og kulturkanoniserede rådhushal. Steffen Brandt var også usædvanlig lidenskabelig og indlevet i ”Ingenting Hos Mig”, mens den let latin-orienterede version af TV-2’s ”Natradio” mere fungerede som en – god – joke. Omvendt var Povl Dissing overraskende anonym og ukarismatisk og forsvandt næsten under Henriette Sennenvaldts vokal ¬– og det i sig selv er ellers noget af en bedrift.

Instrumentalt set var der som sædvanligt ikke noget at komme efter. Under Byen består af lutter fremragende musikere, der på instrumenter som bas, trommer, slagtøj, keyboard, klaver, guitar, banjo, xylofon, cello og violin skaber dybt alvorlig og intens, til tider hjertegribende smuk musik spændt ud mellem stilhed og støj, mellem himmel og helvede. Det fås ikke meget bedre på disse breddegrader. Orkestrets nye tangentspiller Rasmus Kjær er i øvrigt en absolut hæderlig erstatning for forgængeren Thorbjørn Krogshede, der forlod gruppen i begyndelsen af året. (Fem stjerner)

Steffen Brandt og Tina Dickow 2
Efter en lovlig lang pause på omkring tre kvarter skulle den stå på The Broken Beats. Først fik vi dog lige Tina Dickow alene på scenen med sin nye, absolut udmærkede sang ”You Know Better” fra hendes kommende album ”Count To Ten” (er på gaden mandag). En sang, som gav et af aftenens største bifald, inden Steffen Brandt kom ind på scenen til en duet-fortolkning af den smukke TV-2-ballade ”Fald Min Engel”.

The Broken Beats
Endelig kom de så, The Broken Beats under ledelse af den karismatiske sanger og sangskriver Kim Munk. Manden nærmest vælter de iørefaldende, småskæve popsange med underfundige tekster ud af ærmet, og efter utallige udskiftninger er Broken Beats anno 2007 et særdeles driftsikkert orkester. Fremhæves skal ikke mindst korsangerinden Lise Blaase, der næsten synger lige så meget som Munk selv, og i to absolut udmærkede numre fik hun da også lov at være helt i front. I øvrigt sange, som Blaase selv har skrevet, til sin anden og skammeligt oversete gruppe Antophones. Andre af Broken Beats’ tricks var gammelkendte, men stadig velfungerende, for eksempel dét med at fryse på scenen eller vælte omkuld midt i en sang. Nyt var til gengæld Kassandra Kvartetten, en strygekvartet, som lagde smukke strygere på to numre, ”Stood Still” og radiohittet ”Essentials”. Største overraskelser var dog gruppens rockede og meget anderledes fortolkning af Tina Dickows’ ellers sarte ”Warm Sand” med bagmanden selv på leadvokal samt TV-2’s ballade ”Eventyr For Begyndere” med Steffen Brandt på sang. Denne fortolkning var dog lidt mere tro mod originalen end Dickow-versioneringen. (Fem stjerner)

Herpå var det hele forbi, men på det tidspunkt havde musikken også spillet i to en halv time, eksklusive pause. Brandt og Dickow kom dog ind og lukkede og slukkede med Brandts kongeniale fordanskning af Leonard Cohens ”Hallelujah”, og dermed kunne det konstateres, at aftenen nok var risikobetonet, men vingerne bar hele vejen. Hvis åbningsaftenen kommer til at lægge niveau for den rytmiske musik i festugen, bliver der noget at glæde sig til.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.