Anmeldelse / Live / Søndag d. 02-09-2007 kl. 00:39

The Police
Vestereng, Århus,
lørdag d. 1. september 2007

Anmeldt af John Fogde
Foto: Michael Boe Laigaard

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Ekstasen udeblev

+ Se hele galleriet

Efter at de sidste toner af Bob Marleys ”Get Up, Stand Up” klingede ud på det kæmpemæssige anlæg, der var sat op på Vestereng i Århus, gik Stewart Copeland, Andy Summers og Sting stille og roligt på scenen og lagde ud med klassikeren ”Message In A Bottle”.

De fulgte den op med et af deres bedste numre, ”Synchronicity II”, og her kunne man argumentere for, at folk allerede havde fået fuld valuta for pengene. Fra det andet nummer begyndte trioen nemlig at gøre brug af de fem imponerende skærme og det altomsluttende lys, der understøttede uden at overtage fokus. Selvom det senere på lidt usmagelig vis blev brugt til at vise billeder af små (formodentligt sultne, fortabte og hjemløse) børn, så fungerede det generelt som en flot overbygning på musikken.

Tredje nummer var endnu en klassiker, ”Walking On The Moon”, men herfra begyndte bandet desværre at falde en smule fra den høje piedestal, som The Police altid er blevet sat op på. Der blev længere mellem hittene, og vigtigere, så manglede den intensitet, som gjorde trioen til et af de mest imponerende livenavne i 80’erne.

Hvor bandet i deres unge dage altid lå foran beatet, så er de nu så tilbagelænede, at det næsten blev hyggeligt. Sting sang med et enormt overskud, men det var som at høre hans kedeligere solomateriale og ikke som at høre et band, der har rødder i punkbevægelsen. Andy Summers var skræmmende anonym med undtagelse altså af, når han lavede brølere i sine soloer, og selv manden, der aldrig har ønsket andet end at se The Police gendannet, Stewart Copeland, var heller ikke den indpisker, man kender fra tidligere.

Sange som ”Walking On The Moon” og “Can’t Stand Losing You” vandt ikke meget ved at blive trukket ud i lange og halvløse udgaver, og da ”Hole In My Life” gik over i ”Hit The Road, Jack” fik min sidemand nok og udbrød: ”Det kan han sgu da ikke gøre! Hvad har han gang i?”.

Men man stiller ikke op med så stærkt et bagkatalog uden at vise glimt af storhed, og afslutningen var da også en ren opvisning i fremragende numre. Der blev ikke taget alle de stik hjem, som så stærk en hånd lagde op til. Men eksempelvis ”Invisible Sun” var et godt eksempel på, at tingene sagtens kunne gå op i en højere enhed for bandet, selvom de har holdt pause i mere end tyve år.

Så selvom koncerten med The Police ikke blev den sejrsgang, som man kunne have håbet på, så var der alligevel højdepunkter nok til at retfærdiggøre, at de tre musikere efter så lang en pause tog de gamle sange og præsenterede dem for os på ny.