Prince, O2 Arena, London

Prince: O2 Arena, London

Anmeldt af Per Bloch Andersen | GAFFA

Hvad man ender med at lægge ører og sjæl til, når man køber sig audiens hos Prince, er aldrig til at vide, men der er så godt som garanti for overmenneskelig musiceren og ypperlig optræden. Det var der også denne aften i Londons O2 Arena. Og selvom det var Princes 14. ud af 21 koncerter, så føltes det, som om det var hans 1. målt på energi, og hans sidste målt i nærvær, overskud og intensitet.

At han har udtalt, at det er sidste gang, han spiller sine hits live, skal man nok ikke hæfte sig for meget ved. Det har han sagt før. Så hellere hæfte sig ved det imponerende sangkatalog, som han valgte at præsentere. En parade af hits og ikke-hits med et spænd på næsten 30 års musikkarriere – at kunne lægge ud med monsterhittet ”1999” siger lidt om, hvad der er udsigt til.

Manden gjorde sin entre klædt i hvidt jakkesæt og var i den grad veloplagt i samtlige 110 minutter, koncerten varede. ”Purple Rain”, ”Nothing Compares 2U”, ”Kiss” … Og som han selv sagde: ”So many hits, so little time”. Og typisk Prince, med både humor og krukkeri: ”I might be small, but so is dynamite”.

Det medbragte band var, som man kunne forvente, uhyre præcist og under minutiøs timing fra Prince. Breaks, afslutninger og soli blev stramt dirigeret til bandet, og publikum blev beordret til at klappe i takt (”on the two and four”) og synge med. Maestroen har en mission, vi andre lystrer og lytter. Ti mand på scenen - 20.000 mennesker som backing.

Men tilbage til virkeligheden: Hvad blev der af al balladen med hans navn, og var der ikke noget med, at hans plader ikke rigtigt er nævneværdige mere? Tjo, personligt synes jeg, at de to-tre seneste plader er noget nær ligegyldige. Og al roderiet med hans navn og mediernes sædvanlige støj er man bedst tjent med at se bort fra. Ellers misser man det vigtige. Når det handler om showmanship, instrumentekvilibrisme og herostratisk musikalitet, så er der ikke en finger at sætte på ham.

I efterrationalets lys er der muligvis et par fingre at sætte – på en plet eller to – men mens musikken spillede, så virkede det hele så rigtigt, som det kunne blive.

– Jo, et af mine yndlingsnumre, ”Cream”, havde ikke helt den smoothness, som jeg kunne have ønsket mig. Til gengæld var ”Lolita” lige i øjet, og den kan jeg ikke holde ud at høre på plade.

- Og jo, jeg savnede i den grad at se hans berømte symbolguitar Habibi (se billedet) i brug. Til gengæld spillede han en himmelråbende fantastisk bassolo i nummeret ”Black Sweat”.

– Nuvel, der var et par covernumre for meget, og man er vel kommet for at høre Prince-musik, men alene hans stemme i ”The One” gør, at det meste kan undskyldes.

Dette var ordene fra London. Fra min anden aften ud af to. Hvorfor købe billetter til to aftener med Prince i London? Godt spørgsmål. Man skulle selvfølgelig have købt til alle 21.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA