Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Torsdag d. 06-09-2007 kl. 01:41

Skambankt
Lille Vega, København,
onsdag d. 5. september 2007

Anmeldt af Mathias Nielsen
Foto: Jacob Dinesen
GAFFA
3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner
3 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det blev aldrig lørdag

Kasket-Karl Terje Vinterstø havde ellers lovet, at han og band ville trylle onsdagen om til lørdag aften, hvis da ellers vi tilskuere ville hjælpe til. Det ville vi; sjældent er et publikum set så ekstatisk på så spinkelt et musikalsk grundlag som det, Skambankt leverede.

Lille Vega var kun halvfyldt, hvilket næppe kan undre, da det er intet mindre end tredje gang, de fire nordmænd spiller i København inden for det seneste halve år. Uanset hvad, så er det festen og balladen, der er i højsædet, når d’herrer er i byen, og det så den fremmødte hårde kerne af fans i dén grad ud til at være klar over.

Det var måske i virkeligheden meget godt, at festen undervejs stjal fokus fra musikken, for skal man være kritisk, så holder højst halvdelen af Skambankts materiale rent faktisk vand. Heldigvis har den musikalske damptromle fra fjeldene som sagt publikum 100% på sin side, og så er der efter rygeforbudet sågar blevet lagt gulvtæppe i Lille Vega, hvilket har ændret akustikken i en påfaldende positiv grad.

SkamJam
Det kunne have været Skambankts dag, havde de blot haft det originale materiale. Det har de ikke, faktisk fungerer musikken mest af alt som en lidet interessant hyldest til idolerne. Det helt store er Motörhead, som omskrives i ”Nok Et Offer!” (”Orgasmatron”), ”Min Eliksir” (et banalt forsøg på lave en ny ”Ace of Spades”) og ”KKK!” (”The Chase Is Better Is Better Than The Catch”). Og så hedder Iron Maidens ”Running Free” tilsyneladende ”Stormkast #1”, når den bliver spillet på norsk.

Men det var undertegnede vist den eneste, der bekymrede sig om som del af et publikum, der fra start til slut var på et bemærkelsesværdigt amokstadium: det blev bestemt taget alvorligt, det Terje havde sagt med lørdag aften. Musikken som skulle hjælpe til den endelige transformation udeblev blot.

Herudover spillede Skambankt som et gumpetungt garageband – Vinterstø er altså ikke nogen stor sanger, og trommeslager Børge Henriksen buldrede godt nok løs, men lavede også en del fejl, og spillede i øvrigt temmelig utight.

”Desertør” og ”Skamania” blev skam-jammet og trukket ud i ti minutter, men det var også nødvendigt for, at forestillingen kunne strække sig over den obligatoriske time. Det var publikums aften; de fik startet festen, men om Skambankt havde været på scenen eller ej, kunne have været godt det samme.

Terje Vinterstø fortalte i øvrigt, at Skambankt ikke turnerer igen før 2009 (nu skal der vist bruges kalorier på Kaizers Orchestra), men det er der nu ingen grund til at flæbe over efter denne koncert.

Skambankts turné fortsætter til:
6. september - Studenterhuset (Århus)
7. september - Kulisselageret (Horsens)
8. september - Rytmeposten (Odense)

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.