Kære lille Curtis, det var hyggeligt at lære dig at kende!

Og så var den unge Curtis Jackson en presset mand. Han startede som den lysende stjerne på hiphop-himlen, hvilket meget hurtigt blev til musikhimlen generelt. Han kunne ikke gøre noget forkert, men med en stribe af dårligt sælgende plader fra sit entourage, så skal Ferrari F 50 pludseligt selv præstere. Det er ikke blevet nemmere, efter at han, måske lidt rigeligt overmodigt, har lovet at trække stikket på sin solokarriere, hvis han ikke sælger mere end Kanye West den første uge i USA. Tak for denne gang, siger jeg... Curtis er ikke det monster, som 50 så desperat står og skal bruge, og den er ikke engang rigtigt tæt på. Den evige strateg, som han er, så har 50 prøvet at postitionere sig som den underdog, han engang var, og det prøver han så at følge op på med en stor mængde street-numre. Problemet er bare, at de medfølgende produktioner mildest talt skuffer. Om han har mistet hørelsen på det ene øre, eller om han har set sig blind på sin street cred, skal jeg ikke kunne svare på. Men problemer har han i hvert fald med at vælge numre, der er mere end ordinære. 50 skal være evigt glad for, at I Get Money og Follow My Lead landede i hans skød, for uden dem ville han virkeligt være i problemer. To numre er selvfølgeligt ikke et album, og der er også andre gode ting, men de løfter sig bare aldrig ud af middelmådighedens morads. Det kan hverken Timbaland, Dr. Dre, Mary J Blige, billeder af pubeshår eller linjer som: “watch me as I pull a rabbit out my hat / It won't be a rabbit, it'll be a gat” hjælpe på... Cuuuuurtiiis, du har tabt!