Polly Jean har skiftet guitaren ud med piano og tilnærmelsesvis skønsang

Man leder forgæves efter den arrigt rockende PJ Harvey på White Chalk. I stedet for at afmontere melodierne og sætte stemmen i skinger resonans har hun besluttet sig for at undersøge pianoets muligheder, og det giver et overraskende resultat. Og da hensigten med dette musikalske eksperiment er ikke at gentage sig selv, er missionen i høj grad lykkedes for hende.
White Chalk er en yderst intim og dæmpet PJ Harvey, hvor pianoet og stemmen er absolut dominerende i lydbilledet. Rent vokalmæssigt viser hun nye sider af sig selv i en række meget melodiske sangpræstationer. Hun har nemlig valgt at udforske den blide skønsang frem for den hårde rockvokal. Men da det drejer sig om PJ Harvey, så når hun ud i de yderste tonelag. Der er derfor ikke ligefrem tale om en blid PJ Harvey, selv om White Chalk er langt mere imødekommende end hendes tidligere udspil.
Undervejs har piano og stemme noget svært ved helt at bære sangene, der bliver til for meget føleri frem for egentlige kompositioner. Men heldigvis benytter hun sig også af et bredere musikalsk akkompagnement, og det hjælper gevaldigt på de spinkle sange, når der bliver fyldt flere toner på, som det på eksemplarisk vis sker i titelsangen.
PJ Harvey er bestemt en kunstner med en meget høj integritet, hvilket White Chalk bekræfter, men man savner trods alt de voldsomme nedslag fra en af rockmusikkens få kvindelige pionerer, selv om nysgerrigheden heldigvis er i behold. På White Chalk er hun på ubetinget kvindeligt territorium.