Moussa Diallo's Mali Blues Sextet
Portalen, Greve

Det er et privilegium at følge dansk/afrikanske Moussa Diallo i disse år. Hans forvandling efter udsendelsen af det blændende "Chiwara"-album har været den rene alkymi, og i dag er han i en position i sit halve hjemland, Mali, at han kan få de bedste med i sit band. Som ngonispiller Bassekou Kouyaté, der sidst spillede på sommerens Roskilde Festival og desuden har været fast medlem af Toumani Diabatés orkestre i en menneskealder.

Moussa Diallo var i mange år den perfekte sideman med en række af danskrockens fineste, fra Anne Linnet over Hanne Boel til Savage Rose, og han kombinerer i dag de bedste dyder fra den tid (læs: utroligt varieret basspil på mesterniveau) med en fordybelse i Mali-musikken, der gør, at han er ved at have en unik kvalitet og identitet, som bliver afleveret med et drive og en selvfølgelighed, samt med en nærmest legende tilstedeværelse på scenen. Og når man så har kapaciteter som Bassekou Kouyate, der fyrer et kildevæld af toner af på sin lille ngoni-lut, og dennes kone, den uhyre velsyngende Amy Sacko, ved sin side og desuden har kapaciteter på kallabas-perkussion, balafon og ikke mindst den herboende gambianske koraspiller, Dawda Jobarteh, der bare vokser stændigt som kunstner, så er man mere end klar til underholdning på stjerneklasse.

Repertoiret vekslede mellem ting fra Diallos egne plader, og ting som Kouyate og Amy Sacko kom med, og det hele virkede i lange meditative forløb af inderlig vellyd, ligesom Diallos ting bare gjorde det hele mere funket, og responsen fra bandet, når han satte af med rytmiske indspark, var så man anede elektriciteten mellem dem.

Højdepunkter var nok Amy Sackpos stemme, ægtemandens udfoldelser og endelig Moussa Diallos naturlige tilgang. En særdeles rolig leder.
Og afslutningen med en vaskeægte blues i amerikansk stil med oplysningen om, at bluesens vugge stod i Segou, hvor Kouyaté kommer fra var et højdepunkt.

Særdeles fin koncert med vestafrikansk, når det er bedst.