Mirakelmageren Zach Condon begår nyt overdådigt Beirut-album

Amerikanske Zach Condon på i dag blot 21 år tog alt og alle på sengen, da han sidste år sendte sit mesterlige debutalbum The Gulag Orkestar på gaden. Ene mand havde han kreeret en smerteligt troværdig og sprødt forfriskende opdatering af Balkans folkemusik med dennes hang til afgrundsdyb melankoli. Nu er han tilbage med plade nummer to, som med blæsere, harmonikaer og ukuleler atter tager lytteren med på en rejse til et givet serbisk gadehjørne, men som ligeledes blotlægger Condons erklærede forkærlighed for den franske chanson-tradition ved ikke mindst helten Jacques Brel. Det fornemmer man i det væsentligt udbyggede tekstunivers og det deraf mere vokalmættede udtryk, men udviklingen generer ingenlunde, nu Condon besidder så smukt vibrerende og sanselig en stemme. Der er ingen ny Mount Wroclai eller Postcards From Italy på dette nye album, men den magisk orgelbaserede Nantes, den gåsehudsfremkaldende A Sunday Smile og den fabelagtigt flerstemmige Guyamas Sonora er alle tæt på. Og overordnet er der tale om en mere helstøbt bedrift. Stærkt.