Springsteen og hans E Street-venner: gamle dyder og nye tiltag – på godt og ondt

Springsteen-fans kan ikke klage over dovenskab pt. Først Devils & Dust-soloen. Og knap var banjoen og tubaen fra de livsbekræftende Seeger Sessions i hi på ranchen, før E Street Band blev samlet til en ny rundgang. Jo, Springsteen leger med formerne – men også inden for band-rammerne: Én slags er numre a la singlen Radio Nowhere med dejligt støjende Pearl Jam’sk drive (Brendan O’Brien er jo også produceren) En anden tråd er Springsteen iført strygere, stort Phil Spector-familiært arrangement, pauker, glockenspiel! – og han selv med vibrato-skønsang. En højtidelig stil, som aldrig lykkes helt og stikker underligt ud fra det vanlige kodeks med direkte kommunikation og intensitet som førsteprioritet. De gamle fæller kan ellers godt swinge endnu med stor bandfornemmelse trods hørbar kort snor – ja, de er med til at spille en uforståeligt Hungry Heart-kopierende sag som Livin’ In The Future rimeligt hjem. Men mens moralerne i mange sange sympatisk nok går på ærlighed, broderskab og advarsler mod at gå efter glimmeret, virker Springsteen & co. for alvor ærlige og vedkommende dér, hvor han midt i sin desillusion kræver af livet, sig selv og sine medmennesker. Efter den folk’ede fine titelsangs du-skal-ikke-tro-alt-du-ser-budskab gælder det især den mægtige sidste trio rocksange (alle med Irak-referencer) – med klimaks i messende Devil’s Arcade, der ender i soldatens pumpende, blodbrusende længsel efter kæresten – og en mening med livet midt i meningsløsheden. Seks-stjernet slutning på en varm cd med flere ups – men også downs.