Private
My Secret Lover
Universal Music |
Udkom 8. oktober 2007 | GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Halvdelen af hedengangne Superheroes hylder den kitschede firser-pop
Thomas Troelsen har altid elsket firser-pop. Sammen med resten af hedengangne Superheroes dyrkede han den letbenede new wave-lyd og de analoge synthesizers, længe før det igen blev stuerent. I dag høres ekkoer af new wave og post-punk overalt i poppens og rockens mainstream, så Troelsen er gået skridtet videre. Private – i praksis cirka halvdelen af det oprindelige Superheroes – er Troelsens hyldest til alt det firser-pop, der stadig ikke har fået musikhistoriens blåstempling.
My Secret Lover finder sin inspiration hos de kitschede popkonger Stock, Aitken & Waterman, i synthesizer-soul med plukket overskæg og alle de mest håbløst forældede passager på Michael Jacksons og Princes firseralbum. Lag på lag af synthesizere, syntetiske håndklap, falsetkor og diskantede beats tilsat en Troelsen, der aldrig har sunget bedre. Lyrikken er underlivsfikseret: ”Take off your dress, let’s make this place a mess” – meget mere avanceret bliver det ikke. Til gengæld er My Secret Lover måske den stærkeste samling popmelodier, Troelsen nogensinde har lagt navn til. Blandt albummets ti numre findes næppe ét uden hitpotentiale.
I øvrigt er Troelsens hyldest til barndommens pop langt fra uden humor. Hør bare titelnummerets smølferap eller Let’s Make Love's Aqua-Lene/René Dif-style-duet. My Secret Lover er måske nok lutter fest, skæg og ballade, men der er virkelig kælet for detaljerne. Musikalsk candy floss, ja, og form uden den helt store substans. Men hvilken form!









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.