Bruce Springsteen & The E Street Band
Convention Centre, Asbury Park, New Jersey, USA – 2. koncert,
tirsdag d. 25. september 2007
| GAFFA | 6 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Når stjerner for en liveoptræden af denne kunstner skal gives, må et helt nyt solsystem tages i brug
Vi er nu nået til den anden koncert på to dage. Forsøgskaniner kalder Bruce os på denne dag, som dog mindre har karakter af øvelse. Som han siger det: ”I går var vi ved at være der. I dag er der nok færre bøffer”. Og på den lune aften, hvor døren er åben ud mod dem, der lytter ude på stranden, som Little Steven på et tidspunkt minder Bossen om, hvorefter en sang dedikeres dem på den strand, der bare er beskrevet på så mange af mandens sange.
Starten er den samme som i går, nemlig med en tordnende ”Radio Nowhere”, og så går det videre med ”Prove It Alright”, som er ny i dag. På denne dag er magien i luften, og specielt Clarence Clemons og Nils Lofgren er som forvandlet. Clemons fyrer hele aftenen sine uforlignelige soloer af, og som alle, der har oplevet det band live, ved, så rykker det virkelig ved hele orkestret, når han tager affære. Stadig er det en smagssag, om man kan lide, at Bruce Springsteen selv tager sig af hovedparten af guitarsoloerne, når han har kapaciteter som Lofgren og Steve Van Zandt ved sin side, men okay, hans spilleglæde er smittende, og han er i årenes løb blevet en langt bedre guitarist.
En af aftenens overraskelser er, at der bliver en hel afdeling, hvor de kraftige politiske toner kommer i fokus, og hvor Bruce minder os om, at han er modstander af Bush, så det forslår. Her var fansene underligt tavse, og en del gik ud. Det er ingen hemmelighed, at Bruce Springsteen har mistet en del fans, der troede, at ”Born In The USA” var en patriotisk sang. Men igen, det er vel ikke Bossens skyld, at folk ikke hører efter teksterne. Denne sang var en anden af de nye, og det i en version, som bankede tempoet op, og som man forventer det, sang hovedpersonen en storm op, som ikke lagde sig resten af aftenen. Og det politiske var ikke slut. Som i indledningen til ”Livin’ In The Future”, hvor han lagde guitaren og blev prædikanten, der blandt talte om ”de ting, vi ser som amerikanske, såsom hot dogs, hamburgers, og så de nye ting, så som ulovlige aflytninger, tortur … som er uamerikanske!!” Dér var der en del, der så ramte ud. Ligesom der var nogle stille sange, hvor specielt en fra konen Patti Scialfas nye album var rigtigt smuk. Her var det kun Nils Lofgren på smuk slideguitar, der bakkede de tos duet på akustiske guitarer op.
Forinden havde den fået på alle tangenter med en fantastisk udgave af ”The Promised Land”, og selve sættet sluttede med en ”Badlands”, hvor alle var ét kor på omkvædet, og bandet ramte himlen. Efter den omgang var Bruce så højt oppe, at han og bandet end ikke gad at forlade scenen for at blive klappet ind. De gik lige til biddet med ekstranumrene, som var en til lejligheden på denne lune sommeraften meget passende ”Girls In Their Summer Clothes”, via ”Thundercrack” og direkte ind i ”Born To Run”, der kørte akkurat så hæsblæsende og virkede i en grad, at man ønskede, at kværnen holdt lige udenfor og man efterfølgende kunne banke derudad forbi kasinoet og ud ad boulevarden.
En koncert på et helt specielt niveau sluttede som i går med ”American Land”, hvor der var hjælp fra to af medlemmerne fra Springsteens Sessions Band, og hvor guitarer, violin og de to keyboardspillere på trækharmonikaer i den grad lagde salen ned med.
Hvis det er udtryk for, hvad vi har i vente i København, så bliver det en koncert, der huskes længe. På vej ud sagde jeg til lydmanden: ”Vi glæder os sådan til at se jer i København!” Og han svarede med enorm glæde: ”We can’t wait to get there!” Jo, det band og københavnerne har alle dage været en hed affære.
En uforglemmelig aften i Asbury Park, hvor jeg leder efter et nyt solsystem…








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.