Dave Grohl og co. er atter dus med det melodiøse

Mageligheden og det forudsigelige var så småt begyndt at snige sig ind på livet af Dave Grohls flagskib Foo Fighters efter den dobbelte In Your Honor og et tamt unplugged album. Hovedpersonen selv har sammen med resten af bandet været mærket af kunstnerisk træthed, som må have meldt sin ankomst efter massive turnéer og to udgivelser på blot et år. Men hos Foo Fighters skal der mere til, før pauseknappen trykkes. I stedet for er produceresset Gil Norton blevet indkaldt. Han skrev om nogen historie med sin produktion af Pixies' Doolittle, og Foo Figthers brugte ham for et årti siden på albummet The Colour And Shape. Echoes. Silence, Patience & Grace er en resolut tilbagevenden til storform, og Gil Norton har atter fået pustet ild i det udbrændte gløder. Hvor store dele af In Your Honor var tonsende og retningsløs i up-tempo-sangene og jævnt kedelig i balladerne, er Foo Fighters' sjette udspil spækket med gode sange med masser af melodiøs holdbarhed. The Pretender åbner med en følsom Grohl, hvorefter Chris Shiflett sætter af sted med et par spydspidse guitarstikninger. På Let It Die og Erase/Replace bliver der spillet tungt med et hav af finesser, hvor især den fremragende trommeslager Taylor Hawkins giver den som indpisker, godt anført af Grohls effektfulde og brølende vokal. Ballad Of The Beaconsfield Miners er en spøjs duel for akustiske guitarer mellem Grohl og den japanske virtuos Kaki King, mens Come Alive og Summer's End viser Foo Fighters' Beatles-gen. Foo Fighters er på Echoes. Silence, Patience & Grace atter dus med de iørefaldende melodier, men forstår samtidigt at spille med vrangen ud, så det er en ren fornøjelse,