Afenginn
Loppen, København

"Bastard-etno, med et suk af nordisk tungsind og et pift af frydefuld galskab". Ja, hvorfor ikke! Invitationen til aftenens koncert på Loppen var alt andet end ordinær. Med inspiration hentet i Balkaninspireret jazz, sigøjnermusik, rendestenspolka, nordisk folkemusik og meget, meget mere, kan Afenginn på ingen måde sættes i bås, og må beskrives som et kreativt blandingsprodukt af kaliber. Musikken er kompleks, men ukrukket, og frem for alt berusende morsom.

Afenginns debutudgivelse "Retrograd" fra 2004, modtog ud over meget positiv omtale en Danish Music Award for Årets Danske World Album 2005. Seneste skud på stammen, sidste års "Akrobakkus", holder bestemt både kvalitet og stil i hævd. Men skal man tro anmelderne, er Afenginn på alle måder bedst på scenen, hvor vanvidet og passionen får frit løb gennem de fem ekstremt dygtige musikere, der i disse dage udgører bandet.

Det første syn, der mødte publikum da Afenginn gik på scenen, var fem vidt forskellige musikere, med hver især deres personlighed. En personlighed, der i den grad skinnede igennem i deres respektive instrumenter, og gav musikken sit helt eget præg. På trods af de mindre almindelige syn på scenen – klarinet, violin, mandolin, trommer, og som seneste skud på stammen, på bas, Aske Jacoby (tidligere guitarist for CV jørgensen, Thomas Helmig, Sanne Salomonsen m.fl.), virkede det hele meget naturligt, og der er ingen tvivl om, at medlemmernes fremtoning og selvtillid giver bandet en kæmpe fordel i livesammenhæng.

Sættets sammensætning er lige så svær at forklare som bandets stilart. Tempovariationerne gjorde både sættet interessant, men til tider også en lille smule trægt. Det var bestemt imponerende at se de fem herrer skifte fra den ene uhyrre komplekse rytme til den næste, men når det så er sagt, fungerede de mere tempofyldte numre uden tvivl bedst, og de få fremmødte på Loppen havde i faser svært ved at stå stille.

Det er svært at kritisere et band for at udfordre mainstream-genrenes rytmiske kompositioner, men hvor stil og stemning er ret gennemgående i Afenginns musik, er det lidt af en energisk rutschetur, man gennemgår til deres koncert. Efter at have danset uhæmmet rundt i to-tre numre, kan det være svært at plante fødderne solidt nok i muldjorden til fuldt ud at nyde kompleksiteten af deres mere stille numre. Hvor de uden tvivl mestrer begge polære ekstremer til perfektion, kan det i den musikalske rus være lidt for svært for os dødelige at følge med i bandets dynamiske strukturering. Men så igen, hvem er det lige der laver reglerne for "bastard-etno, med et suk af nordisk tungsind og et pift af frydefuld galskab".