Distributionen er det mest revolutionerende ved Oxford-kvintettens syvende album

Fire års ventetid på et nyt Radiohead-album er frustrerende lang tid, men da dette syvende studiealbum så endelig blev annonceret færdigt, varede det ikke mere end ti dage, før det lå klar i mailindbakken, klar til at indtage med morgenkaffen den 10. oktober. Den lynhurtige distribution uden pladeselskabsindblanding og det faktum, at man ikke engang behøver at betale for albummet (på nær hvis man vil eje deluxe-udgaven med to cd’er og lp’er, otte bonussange og andet lir, der først udsendes til december) har skrevet sig ind i musikhistorien, så man fristes til at proklamere ”the revolution will be digitalized”, for nu at omskrive en gammel Gil Scott-Heron-sang. Hvor det forrige album Hail To The Thief blev indledt med lyden af stikket, der blev plugget tilbage i den elektriske guitar, lægges der denne gang ud med et tungt elektronisk knitrende beat i sangen 15 Step der snildt kunne have passet på Kid A, Amnesiac og sidste års Thom Yorke-soloudpil The Eraser. Det høje tempo holdes også i næste skæring, Bodysnatchers, der med Colin Greenwoods groovy basspil i front må betegnes som noget så uRadiohead’det som sexet. På størstedelen af albummets resterende otte numre har Oxford-kvintetten skruet ned for tempoet for at levere de obligatoriske lavmælte ballader med den hårrejsende smukt syngende Yorke, der minder én om, at man altså godt kan lave inderlig rock uden at lyde som sengevædere.