Mestre mødes, og mesterværker opstår

Herbie Hancock er en af de sidste årtiers største jazzpianister. En stor stjerne, som i den grad har været med til at udvikle genren. Af det nye album kan man forstå, at han nu har lavet så meget, så længe, så godt, at han bare må invitere kendte sangstjerner ind i studiet, så de sammen med ham kan fornøje sig med hver sit nummer. Dét har andre store musikere gjort før ham – inviteret sanglærker ind i studiet – og som oftest med et elendigt resultat, fordi materialet eller tilgangen til det har været for uengageret og uambitiøs. Men i tilfældet Herbie Hancock er det en anden historie. Kapelmesteren – og hans fire sidemen: Wayne Shorter, Dave Holland, Vinnie Colaiuta og Lionel Loueke – har formået at bevare deres helt særegent suveræne udtryk og formået at få det til at vokse sammen med de inviterede gæstevokalisters. Og dét er der ganske enkelt kommet et mesterværk ud af. Aldrig har Tina Turner, Norah Jones og Joni Mitchell lydt bedre end på dette album. Eller Leonard Cohen, Corinne Bailey Rae og Luciana Souza for den sags skyld. Kombinationen af materialet – der for størstedelens vedkommende er skrevet af Joni Mitchell – vokalisternes tyngde og instrumentalisternes teknisk/kunstneriske niveau skaber et mesterværk.