Anmeldelse / Live / Lørdag d. 13-10-2007 kl. 12:11

The National Bank
med Pernille Vallentin, VoxHall, Århus,
fredag d. 12. oktober 2007

Anmeldt af Jesper Gaarskjær
Foto: Rasmus Weng Karlsen - www.rasmuswengkarlsen.dk

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Af med hat og sko for The National Bank, der gav smagsprøver på nyt materiale

+ Se hele galleriet

Omtrent halvvejs i The National Banks sætliste gjorde frontfigur og forsanger Thomas Dybdahl noget ganske sigende og afgørende for det norske bands koncert på VoxHall: Han smed skoene.

Og med dem røg også det noget stive, polerede og uforløste udtryk, som de fem norske musikere indtil da havde leveret fra scenen. I stedet frigav The National Bank en energi og vildskab, som både klædte musikken og udfordrede Dybdahls skrøbelige, smukke vokal, og ud fra det voksede det bedste kvarter på en alt i alt godkendt, men for kort optræden.

The National Bank er nok især kendt herhjemme i kraft af netop frontmand Thomas Dybdahl, der har vundet stor popularitet hos danskerne med sine tre albums fra den tyste, sjælfulde oktobertrilogi og senest pladen "Science" fra sidste år. Men siden 2003 har han ved siden af solokarrieren også været en bærende del af bandet The National Bank, der består af fire andre musikere fra en række forskellige norske ensembler, som er mindre kendt herhjemme. Det forhindrede dog ikke medierne i at udråbe bandet som en norsk supergruppe, der trods eget navn, ambitioner og mere elektroniske univers har haft svært ved at adskille sig afgørende selvstændigt fra Dybdahls udtryk – ikke mindst på grund af nordmandens markante vokal.

I 2004 udgav gruppen sin hidtil eneste plade, og publikum på det fint fyldte Voxhall fik også samtlige ni numre fra debutskiven, der først er blevet udgivet herhjemme i år. Men der blev ellers lagt op til mere fra start, da bandet gjorde sin entré. Dybdahl så nærmest ud til at skynde sig på scenen, og i noget der lignede småløb greb han mikrofonen, smed sin mørke kasket og proklamerede i sine jeans og hvidternede skovmandsskjorte: "Vi skal spille en masse ny musik for jer". Det var med tanke på gruppens kommende plade, som efter planen er at høre næste forår.

For få kvalitetssange
Herfra åbnede gruppen med en levende og legende "I Hear The Sparrow Sing"; et af kvintettens stærkeste numre. De følgende, heriblandt den nye, men noget anonyme "Some Paper", tabte åbningens intensitet og energi, og de blev spist af et roligt publikum med træk på skuldrene og nærmest hyggelige bifald. Koncertens første halvdel viste også, at The National Bank har brug for flere sange, der i kvalitet kan gøre sig live, så man slipper for et nummer som "Hello, My Name Is Fred". Et nummer, der virkede ligegyldigt på aftenen og afsluttede et halvkedeligt afsnit.

Men omtrent heromkring smed Dybdahl så skoene og styrede overbevisende scenen i sine tynde, sorte strømpesokker. Gruppen blev vedkommende igen, og med "What Is Left" og "Tolerate" nåede samspillet endelig det, som The National Bank bør dyrke mere: det pågående rytmiske, elektroniske og udfordrende lydbillede, som Dybdahls vokal også kan matche.

Højdepunktet var den forløsende energiske "Look Twice" med en sitrende keyboardsolo af den overbevisende Morten Qvinild. Også trommeslager Martin Horntveth levede på scenen, mens Dybdahl var bedst ved mikrofonen uden guitaren hængende på maven. Det tilførte scenen liv til et til tider stillestående kollektiv.

The National Bank gik af efter godt 50 minutter, og havde folk blandt publikum håbet på et nummer eller to fra Dybdahls eget bagkatalog, som ved bandets koncert på Spot 07, blev de skuffede. Det savnede undertegnede nu ikke, og det aftvinger nærmere respekt, at de fem nordmænd er mere tro over for sit eget materiale og talent frem for at please tilhørerne. Desværre betød det med kun tre nye numre på sætlisten, at gruppen afsluttede efter blot en times optræden. Her kunne de godt have forkælet os mere med flere uprøvede numre undervejs, hvilket også kunne have reddet en stjerne mere hjem.

Opvarmning: Pernille Vallentin
Som opvarmning var annonceret Magnet, men desværre, desværre, desværre aflyste den himmelstormende interessante norske singer-songwriter. Det var en skuffelse, som også kunne mærkes i salen, og med det in mente var det en noget utaknemlig opgave, Pernille Vallentin med band gik ind til. Det rører nu ikke ved, at det også her var bedst uden sko. Med sit hvide hår sang og dansede Pernille Vallentin rundt på højhælede røde sko og leverede sine radiovenlige numre sikkert, men også noget farveløst. Sin egen nerve og identitet fik musikken, de gange hun i bare tæer optrådte mere frit og ærligt – særligt til den nye, spændende "Broken Butterflies", der afsluttede de otte numre i sættet. (Tre stjerner).