Umiskendeligt Westzynthius – og dog

Noget er sket med Lise Westzynthius, der på sit tredje soloalbum nok fortsætter de smukt drømmende takter fra debuten Heavy Dream og det lille mesterværk Rock, You Can Fly, men som så sandelig har fået implementeret nye facetter i det sfæriske univers. Overordnet spræller det forhenværende Luksus-medlem noget mere. Udtrykket er mere udadvendt end nogensinde, og der fifles med up-tempo-numre og et sommetider mere pågående udtryk. Ganske vist er her klassiske Westzynthius-sager, der svæver dvælende i en indesluttet eftertænksomhed, men tag nu bare førstesinglen Childlike Curves, der med bastante rytmer og et dynamisk drive virkelig viser nye sider af kunstneren. Mest kontroversiel er den aggressive energiudladning Bechstein My Ass, men finest er derimod den slæbende vokalsymfoni Dead-End Blues samt den dunkelt hjemsøgende Captive. Ved flere lejligheder mudrer vokalen, og flere af de tyste numre læner sig op ad trist tomgang, men Lise Westzynthius er fortsat et spændende bekendtskab, og hvor er det stærkt med denne nys anlagte alsidighed.