Sample-mættet soloprojekt albumdebuterer i fin stil

Som enmandsorkester er det ofte svært at skabe en ægte bandlyd. Det har Frederik Schumann alias Edison Jr. formentlig også måttet sande undervejs i arbejdet med #1. Debuten lyder i hvert fald, som om Schumann har gjort en dyd af nødvendigheden og i stedet opdyrket et stiliseret, uorganisk udtryk. Med inspiration fra electronica og lo-fi får de musikalske byggeklodser lov at stå skarpt over for hinanden – som var Schumann en tryllekunstner, der ikke er bange for at vise, hvordan magien fungerer. Men som oftest med tryllekunstnere er afsløringerne mest et røgslør og en anledning til nye tricks. Edison Jr.s syntetiske beats, stemningsfulde cello og drømmende korvokaler går i de bedste momenter op i en højere enhed, der er helt magisk. #1 leder til tider tankerne i retning af de tidlige halvfemsere, hvor rockbands lod sig inspirere af dance, og triphop så dagens lys. Men Edison Jr.s debut byder også på mørk firser-patos og drømmende pop – og bærer på godt og ondt præg af en tre år lang tilblivelse. Eneste anke: Schumanns hviskende vokal mangler lidt gennemslagskraft.