Anmeldelse / Live / Lørdag d. 20-10-2007 kl. 03:14

Travis
Arena Fyn, Odense,
fredag d. 19. oktober 2007

Anmeldt af Mads Gammelgaard
Foto: Michael Boe Laigaard

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Middelgod koncert reddet af sympatisk charme

+ Se hele galleriet

Det er altid forfriskende med et band, der uanset graden af succes formår at bibeholde en uhøjtidelig selvopfattelse og ligefrem live-optræden. Dette gælder, om nogen, for skotske Travis, der nærmest har gjort en dyd ud af at virke så ukrukkede og ukomplicerede som overhovedet muligt.

Med netop denne tilgang til musikken har de sympatiske skotter således insisteret på at holde den musikalske kurs nogenlunde på samme spor, med en række albums, der ikke har vist synderlig fornyelse i den ene eller den anden retning. Den kan man vel mene om, hvad man vil, men Travis’ bittersøde tekster og pop-rockede lydunivers har trods alt indfanget en betragtelig fanskare.

Det er da også fuldstændigt umuligt ikke at holde af et band, der laver en sceneentré til temaet fra Rocky-filmene, iført silkebadekåber og skyggeboksende gennem publikum. Den begejstrede modtagelse rungede da også højlydt fra det pæne fremmøde af fans i den nye Arena Fyn, der med kapacitet til at rumme knap 4000 tilskuere var omtrent 2/3 fyldt. En stor del havde dog valgt at sætte sig på tribunen, og gjorde sig, næsten fra start, til skydeskive for forsanger Fran Healys drilske kommentarer ”I see you’ve brought your Maltesers and coffee” med en efterfølgende opfordring til gulvet om at battle tribunen i lydniveau.

Der var da også en relativt høj gennemsnitsalder blandt publikum, 30-35+, men om det var årsagen til den manglende energi i salen, skal være usagt. Det stod i hvert fald klart allerede efter det tredje nummer Writing to Reach You, fra bandets andet album, at der helt afgjort ikke var tale om en decideret eksplosiv rockkoncert. Det ene let fordøjelige rock-popnummer afløste det andet, med få afstikkere, hvilket gjorde det svært at adskille sangene fra hinanden allerede tidligt i sættet. Det være sagt, så har Travis trods alt et bagkatalog af virkelig velskrevet materiale, der aldrig bliver fuldstændigt uvedkommende, især når det leveres på en så overbevisende positiv facon.

Det virkede afgjort, som om Travis har fundet spilleglæden igen, efter en pause på 2 ½ år der, ifølge Fran Healy, skal omregnes på følgende måde: ”Every year in a bands life is in dog years, so we’ve been away for 17,5 years”. I det tidsrum har bandet tilsyneladende genvundet den forsvundne gejst, og er genopstået som en mere sammentømret enhed, hvilket måske kan tilskrives trommeslager Neil Primroses’ nær fatale hovedstyrt i en fransk pool uden vand.

Med et sprit-nyt album i bagagen og et travlt turnéprogram er der således lagt op til et sprudlende comeback fra skotterne. Det var dog svært at spore på Arena Fyn fredag aften, for på trods af ihærdige forsøg fra den skotske kvintet, med den medbragte svensker Claus Björklund på piano, løftede koncerten sig aldrig over den faretruende kedsommelige stilstand, hvor numrene overlappede hinanden uden at efterlade det store indtryk. Det virkede da også en smule ironisk, da forsangeren pointerede, at Travis har en fod i to lejre, hvoraf den ene er Coldplay og den anden er AC/DC. Det hældede under aftenens koncert dog mest mod førstnævnte, på trods af guitarist Andrew Dunlops vilde rockeskapader, der blandt andet talte en hasarderet klatretur op på sin amp med tilhørende guitar-solo.

Der, hvor Travis virkelig kom i kontakt med publikum, var, paradoksalt nok, mellem numrene, hvor Fran Healy fik oparbejdet en næsten intim atmosfære med en lun humor på tyk skotsk dialekt. Man kunne ganske enkelt ikke lade være med at holde af skotterne og deres åbenlyse iver efter at inddrage alle i hele salen, hvilket, til dels, lykkedes i kraft af adskillige nudist-jokes på den svenske pianists bekostning, med efterfølgende opfordring til heppe/pibekor under hans klaversolo på nummeret Good Feeling fra Travis’ debutalbum.

Der var da også en god respons på det meste, Travis diskede op med fra arsenalet af popsange såsom Driftwood og mega-hittet Sing, men det var dog ikke nok til at hæve koncerten over et middelgodt indtryk, der blev yderligere forstærket af det noget besynderlige valg at spille et gimmick-cover af problembarnet Britney Spears’ ...Baby One More Time som ekstranummer. Koncerten blev dog rundet af med Travis på musikalsk hjemmebane med hittet Why Does It Always Rain On Me?, der havde tilpas med hop- og sing-along kvaliteter til at sende publikum hjem med en god dosis kærlighed til de sympatiske skotter.