Sigur Rós
Store Vega, København,
fredag d. 19. oktober 2007
| GAFFA |   |
4 stjerner |
| Læserne |
 
|
5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Et band strippet til det fundamentale, en smuk visuel oplevelse, og et debatarrangement, der grænsede til det pinlige
An evening with Sigur Rós. Sådan lød det på billetten. Yderligere information om arrangementet var sparsomt, men løftet om ”en kortere akustisk koncert” med bandet fik nok mange til at vende det blinde øje til de 300 kr. plus gebyr, trykt lige nede under på billetten. Efter den kortere akustiske koncert fik publikum fornøjelsen af Danmarkspremieren på bandets nye dokumentarfilm ”Heima”, hvilket i øvrigt også var startskuddet til CPH:DOX. Filmen blev opfulgt af den unikke mulighed for at stille spørgsmål om filmen til band og instruktør.
”Kortere akustisk koncert”
Det var med forventninger om en næsten spirituel oplevelse, at undertegnede tog plads i Store Vega. Det akustiske løfte om komplet intimitet, når et band skrælles ned til det fundamentale, udgør i Sigur Rós’ tilfælde en unik mulighed. Ikke blot fordi bandet kun har gjort det en håndfuld gange før – og alle gangene på Island – men fordi intimiteten selv på deres plader er en så central del af deres musikalske univers.
En tydelig genert Jónsi takkede for det store bifald, da bandet gik på scenen. Aftenens første nummer var ”Ágætis Byrjun” fra ligeledes betitlede album fra 1999. En smuk udgave af nummeret, hvis melodiske ramme normalt også dannes af guitar og klaver. Arrangementet så faktisk kun to ændringer, nemlig xylofonen i b-stykket, som var skåret fra, samt Jónsis vokalharmonier i outroen. Et nummer, som bestemt rummer potentiale akustisk, selvom forskellene var svære at spore.
Andet nummer, bandet præsenterede var en nyt sang, ligeledes melodisk baseret på instrumenterne til rådighed, nemlig guitar, bas og klaver. Et stille melankolsk og håbefuldt udtryk, bestemt ikke ulig Sigur Rós, men med et væsentligt simplere arrangement end sædvanligt. Måske et nummer skrevet decideret akustisk, men i al fald en spændende måde at stifte bekendtskab med nyt materiale. Sangen bag dog præg af et relativt snævert vokalspektrum fra Jónsi, som koncerten igennem virkede lettere utilpas og holdt meget igen i de minimalistiske omgivelser.
Tredje og sidste nummer var det ubetitlede ”#4” fra albummet ”( )”. En sang, der på albummet får sit dybe udtryk af reverbeffekterne på guitaren, orgelet på b-stykket samt gruppens signatur – guitar spillet med cellobue. Desuden har sangen et par passager med vokal i meget højt toneleje, som desværre blev udeladt. En virkeligt interessant udgave af nummeret, hvor melodien virkelig kommer i højsæde.
Hvor intimiteten bestemt er central i sangene, ligger meget af styrken også i gruppens nærmest uendelige lydunivers og deres komplekse kompositioner. Det er svært ikke at sidde og forestille sig strygerne svæve ind over numrene, når de bliver spillet i deres enkelhed, men charmen formår bandet i den grad at holde intakt. Et interessant tiltag, men slet ikke stærkt nok til at danne ramme om en hel akustisk koncert eller turné.
Heima
Efter den væsentlig meget ”kortere akustiske koncert” end forventet – 15 minutter blev det til – var det tid til premieren på Sigur Rós’ skamroste dokumentar ”Heima”, som følger bandet på deres turné rundt i hjemlandet, efter verdensturneen med ”Takk”. En visuelt utrolig smuk film, der kombinerer sceniske optagelser fra den islandske natur, med uddrag fra samtlige 10 koncerter på turnéen. Ind imellem disse er der korte kommentarer fra bandet, om valget af steder, og deres oplevelser under turneen.
Hvad enten man vælger at kalde filmen for en ”dokumentarfilm” eller en ”koncertfilm”, løber den ind i utilstrækkeligheder. Som dokumentarfilm med udgangspunkt i turnéen er filmen pakket med kliché-virkemidler og visuelle distraktioner i form af sceniske optagelser og børn, der leger i vandkanten. Det hele er alt for sukkersødt til at skabe et troværdigt portræt af turnéen og minder til tider mere om en promotionvideo fra Islands turistråd.
De mest interessante musikdokumentarer er dem, der handler om alt andet end musikken. Men heller ikke her formår filmen at nå ind til essensen af, hvem Sigur Rós er. Ud over et par morsomme og festlige scener, siger interviewene nemlig ikke synderlig meget, og man kommer aldrig ind under huden på bandet.
Den eneste holdbare indgangsvinkel er at se filmen som et underskønt visuelt og musikalsk værk, der måske egentligt burde markedsføres som Sigur Rós' alternative indgangsvinkel til en live koncertoptagelse. På alle mulige måder en gribende og smuk film, men et værk, der nemt kan skæmmes af publikums forventninger om at lære bandet bedre at kende.
Spørgsmål
Den unikke mulighed for at lære bandet at kende fik publikum efter filmen, da bandet kom tilbage på scenen for at svare på spørgsmål. Interviewet kom lidt skidt fra start, da arrangementets officielle ordfører spurgte ind til filmen. Bandet undgik for det meste at svare direkte på spørgsmålene, og de, der blev svaret på, blev gjort således med ”ja” eller ”nej”. Svarene lod dog mere til at bunde i manglende sprogkundskaber end egentlig arrogance, og mikrofonen blev som oftest givet videre til bandets manager John Best, eller filmens instruktør Dean DuBlois.
Interviewet lå konstant og svævede i gråzonen mellem en afslappet snak mellem venner og en utrolig akavet og forceret samtale. Da det blev tid til spørgsmål fra publikum, gik det hele fra akavet til decideret pinligt, og et par mennesker i publikum totalt uden situationsfornemmelse begyndt at spørge ind til ting som islandsk arkitektur og bandmedlemmernes civile status. Alt i alt en sidste tredjedel af arrangementet, som alle parter nok helst ville have undværet, og desværre en ærgerlig afslutning på en ellers interessant aften i selskab med Sigur Rós.
Bemærk: Karakteren er givet for koncerten – ikke filmen eller arrangementet som helhed.
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.