Nye loftsmalerier i gamle lydkatedraler

Efter fire album har den særegne islandske kvartet Sigur Rós fundet tiden inde til at kigge bagud. De har derfor udsendt dobbeltalbummet Hvarf-Heim, hvor den ene cd, Hvarf (”forsvundet”) består af nyindspilninger af ældre numre, der enten ikke har været udgivet før eller var med på gruppens mindst solgte album, debuten Von. Den anden cd, Heim (”hjem”) er akustiske genindspilninger af sange fra Sigur Rós’ fire albums.
Med denne indgangsvinkel kan det ikke undre, at der ikke er så meget nyt under hvælvingerne i de musikalske lydkatedraler. Sigur Rós’ grundmateriale er stadig forholdsvis enkle, melankolske rocksange med vers, omkvæd og mellemstykker, som blot bliver spillet i ofte meget langsomt tempo, tilsat lange for- og mellemspil og outroer og et par crescendoer undervejs. Det fungerer imidlertid også på Hvarf takket være gruppens evne til at skrive hjertegribende smukke melodier, Jónsis uforlignelige falsetsang, der lyder som en vildfaren kordreng meget langt hjemmefra, og bandets evne til at balancere stilhed, støj og talrige nuancer derimellem. Sangen Hljómalind adskiller sig dog ved at være næsten dansabel og samtidig under fem minutter lang. Det tætteste, Sigur Rós endnu har været et potentielt radiohit.
Omvendt virker Heim-cd’en lettere overflødig. Sigur Rós har nemlig primært genindspillet sange, der også i originaludgaverne har markante akustiske islæt i form af især strygere og klaver. Dermed bliver forskellene mellem de nye og gamle versioner ofte akademiske. Men smukke er de stadig.