Glimrende udgivelse med betydelige hints til Mali fra Senegals store skjald.

Youssou N'Dour er et brand. Hans stemme er genkendelig fra første strofe, og sådan har det været i en international karriere, som for alvor tog fart på de store turnéer med Amnesty i firserne og via samarbejdet med især Peter Gabriel. Nu har han lavet en plade, som er tæt ved de afrikanske rødder, og hvor han normalt har Assane Thiams "talende" tamatromme til at klare den detalje, har han denne gang foretaget et kunstgreb og hyret mirakelmanden fra nabolandet Mali, den allestedsværende ngoni-spiller Bassekou Kouyate. Hans lille lut fra bambarafolkets tradition – i Senegal kaldet en xalam – klæder Youssous kompositioner, fordi de har en funky enkelhed, som bare fungerer for fedt.
Youssou selv synger stadig upåklageligt, og både Thiam og gamle brødre som bassisten Habib Faye er selvfølgelig stadig i nærheden, ligesom der også er blevet plads til en gæstevisit fra Neneh Cherry, som oplader sin røst på slutsangen, uden at hun dog når de gamle hithøjder fra 7 Seconds.
Jeg er vild med det flow, som pladen har. Med det niveau, kompositionerne har, og den måde, hvorpå Bassekou synes at give Youssou lyst til at synge igennem og tage chancer. Ligesom jeg kan lide, at vi blandt andet kommer tæt på mysticismen via sangen til ånden Baay Faal, som ellers normalt er kollega Cheik Lós gebet. Der er selvfølgelig de iørefaldende sange som Xel, men det er især helheden og STEMMEN, der er pladens styrke.
En plade, som Youssou N'Dour i den grad kan være bekendt.