Anmeldelse / Live / Torsdag d. 08-11-2007 kl. 00:02

Arcade Fire
KB Hallen, København,
onsdag d. 7. november 2007

Anmeldt af Rasmus Ardahl
Foto: www.ryming.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Energien var helt i top, da Arcade Fire endelig ramte København – desværre lod det den musikalske del lidt i stikken

+ Se hele galleriet

Foto: www.ryming.dk

Da Arcade Fire tidligere på året åbnede Roskilde Festival, var det som manna sendt fra himlen midt i det monsunplagede område. Alligevel var det dengang, som om det våde føre lagde en dæmper på et af de seneste to års allermest omtalte rocknavne, der ikke for alvor nåede ud over scenen og desuden var plaget af dårlige lydforhold. Koncerten var glimrende, men man stod alligevel med indtrykket af, at det kunne blive endnu bedre. At Arcade Fire derudover måtte melde afbud til den oprindeligt programsatte koncert i København i foråret gjorde kun, at forventningerne denne aften var helt i top i den propfyldte KB Hallen.

Og det startede ganske mageløst. Først med billeder af en prædikende amerikansk tv-præst på de medbragte runde skærme med symbolsk pink neon-bibel glimtende i forgrunden, inden det ti mand store orkester indtog, hvad der med den ærefrygtindgydende orgel-dekoration bagerst på scenen, straks føltes som en hellig hal. Musikken blev effektivt igangsat med dommedagsstemning via "Black Mirror", inden der blev løst op for stemningen med fællessang i den forrygende blues-variation, "Keep The Car Running". Og stilen fortsatte herefter i samme spor med en god blanding af de mest up tempo-numre fra canadiernes to roste albummer – med overvægt i mængde og kvalitet til dette års "Neon Bible".

Enkle rødder
Det enorme band, der bl.a. inkluderer to strygere og ditto blæsere, ført an af frontmand Win Butler, fyldte selvfølgelig scenen godt ud, men desværre stod det, trods udmærket lyd, også hurtigt klart, at Arcade Fire næppe interesserer sig stort for detaljer og soloinstrumentale hensyn. Det handler om det fælles kollektive mål, hvorfor mange af stemmerne stort set druknende. Lidt groft kunne man derfor indvende, at man sagtens kunne spare lønnen til halvdelen af de involverede, uden at det ville ændre på andet end det visuelle output. Det var til gengæld lige så hyperventilerende som musikken, og efter en halv times tid var de fleste i publikum tæt på at få åndenød. Derfor faldt den rørende "My Body Is A Cage" da også på det helt rigtige tidspunkt, og gav sammen med den efterfølgende smukke "Ocean Of Noise" et tiltrængt pusterum, inden det atter gik løs med energiudladninger resten af aftenen.

Arcade Fire bliver ofte fejlagtigt opfattet som et intellektuelt band og er ved flere lejligheder betegnet det nye Radiohead. Men trods de vægtige tekster er tilfældet snarere det modsatte, og det er måske netop styrken ved det canadiske ensemble. Musikken er såre simpelt skåret, baseret på velkendte strukturer fra rock og folk, hvor de mange stemmer yderst sjældent går mod hinanden, men støtter loyalt op om det samme tema, den samme stemning, det samme budskab. Det er derfor næppe tilfældigt, at de på scenen hårdtarbejdende Arcade Fire for tre uger siden dukkede op på scenen ved en Bruce Springsteen-koncert i Ottawa. Her spores netop slægtskab.

Overgearet eksekvering
Der er med andre ord uhyre kort fra de følelser, der formidles, til det publikum, der sultent tager imod og relaterer. I hvert fald på Arcade Fires to fine albummer. For ved aftenens live-optræden var det som om, at mange af numrene – måske efter en længere turné – var blevet skruet for højt op i energistyrke, hvorfor der i lange perioder savnedes en mere intim modpol. Her virkede frontmand Butler, netop grundet det høje energiniveau, en anelse distanceret, og gav aldrig følelsen af for alvor at mærke de skarpe tekster, der flød fra den skælvende røst. Det samme var tilfældet med Butlers bedre halvdel, Régine Chassagne.

Den altoverskyggende styrke ved aftenens koncert blev derfor det høje tempo, den hæsblæsende sceneoptræden og den lidt for gavmilde præsentation af bagkataloget, der nåede op på hele 18 skæringer, inden aftenen var omme. Dertil er variationen i Arcade Fires tonesprog altså for lille, og lidt mindre fyld på midten havde været bedre. Roskilde-koncerten blev overgået, men følelsen af, at der er mere at komme efter, ikke fjernet. Heldigvis sluttede Arcade Fire, hvor de startede: helt på toppen i den religiøse stemning via to forrygende ekstranumre. Først den fremragende orgelhymne, "Intervention", der levede op til sin titel og for en stund rev en hel hal af mennesker ud af en kold hverdag og ind midt i ét stort fællesskab. Og til slut den gedigne fællessang "Wake Up", der var tæt på at få taget til at lette i katedralen KB Hallen.