GAFFA  TV
Johannes Gammelby (Foto: Mikkel Elbech) - fra galleriet I Am Bones - Studenterhus Århus (08-11-2007)

I Am Bones
Studenterhus Århus

Torsdag d. 08-11-2007
GAFFAs anmeldelse:
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne synes:
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Vel afstemt blanding af pop, alternativ rock og anarki – i fuldt firspring. Der er kød på benene.

Da århusianske I Am Bones for to år siden udgav debutalbummet ”Wrong Numbers Are Never Busy”, var det et soloprojekt omkring sangeren og sangskriveren Johannes Gammelby med tilkaldte gæster, på cd og live. Siden er I Am Bones blevet et rigtigt band med to guitarer, bas og trommer. Sådan har de indspillet deres nyligt udsendte andet album, ”The Greater Good”, og sådan har de givet stribevis af koncerter, herunder nogle stykker i Tyskland.

Den megen liverutine var også tydelig på Studenterhus Århus, hvor I Am Bones spillede betydelig strammere og mere tight end tidligere set og hørt. Energiniveauet var dog lige så højt som vanligt. Gruppen har fundet en meget afbalanceret vægtning af popmelodier, alternativ rock med alt, hvad det indebærer af skæve akkorder og tonesammensætninger, støj og guitareffekter og noget vildere, punket og metallisk, til tider næsten anarkistisk – som regel i ganske tjept tempo. På samme måde veksler Johannes Gammelby også mellem almindelig sang (ligefrem skønsang kan det dog ikke kaldes) og en slags råbesang. Ofte flere gange i den enkelte sang, som eksempelvis i ”Motivational Speech For Suicidal People” (en titel, som antyder, at der også tekstmæssigt er kød på benene), ligesom flere af sangene skifter tempo og/eller taktart undervejs.

Sådan fik Studenterhusets publikum kastet skiftevis sukker og salt efter sig, primært i høj fart, og de nød det, tydede det på, at dømme efter de høje klapsalver. Flere gange måtte jeg gribe mig i at tænke på Pixies, der også kender den perfekte blanding af pop, støjrock og galskab. Det hjælper selvfølgelig også, at orkestret er dygtige musikere, og dét er guitarist Filip Granlie, bassist Christian Winther og trommeslager Jeppe Lindgren. De to sidstnævnte kan både spille hårdtpumpet og fremadrettet og gøre plads til synkoperinger og kække fills, mens Filip Granlie både kan levere smukke melodier og støje vildt på sine fire guitarer – og meget derimellem. Johannes Gammelby er måske den teknisk mindst dygtige af de fire – skønsang kan man som sagt heller ikke karakterisere hans vokal som – men til gengæld er han en absolut udmærket sangskriver. Og så er kortene jo fordelt lige.

I Am Bones’ to cd’er varer sammenlagt kun 70 minutter, så det var ikke den store overraskelse, at gruppen leverede et komprimeret sæt på kun knap en time inklusive ekstranumre. Alligevel nåede de igennem 16 sange. Det gik jo over stok og sten.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at I Am Bones’ plader udkommer på det kvalitetsbeviste indie-selskab Morningside – dem med Figurines, Oh No Ono og Under Byen? Så kan det jo ikke gå helt galt?

I Am Bones spiller i Badstuen, Odense 9. november og Lille Vega, København 10. november

Tip en ven
Ingen kommentarer

Giv dit bidrag til debatten! Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik. Du skal blot vælge brugernavn og password samt angive din e-mail-adresse. That's it!

TRACKLIST
  • 01 Landmand
  • 02 Replica
  • 03 Building Hospitals
  • 04 The Arsonist
  • 05 Zeitgeist
  • 06 Motivational Speech For Suicidal People
  • 07 Ich Habe Rune
  • 08 Built On Sand
  • 09 Home Is The Corner Of Hell That Didn't Catch Fire
  • 10 Let's Leave The City
  • 11 The Ostrich Approach
  • 12 Evil
  • 13 Talk To The Hand
  • 14 The Good Son
  • Ekstra:
  • 15 The Beat Is Satan
  • 16 Backpacker
LINEUP
Johannes Gammelby: Sang, guitar
Filip Granlie: Guitar
Christian Winther: Bas
Jeppe Lindgren: Trommer, kor