I det sentimentale hjørne – og med mindre klaver

Det er fire år siden, Alicia Keys (eller Alicia Augello Cook) hittede stort med sit andet album The Diary Of Alicia Keys. En flot opfølger til hendes gennembruds-debut og et album, der gik rent ind. Det gør dette tredje udspil desværre ikke. Den første single, No One, med sine svage beats og jammerlige sang, kan på ingen måde måle sig med tidligere hits. Den er desværre kendetegnenede for resten af skiven, som for det meste rummer ballader. Tempoet er skruet meget ned, og numrene mangler power. Det hjælper ikke engang at skrue op. Alicia Keys har som sædvanlig en finger med i alle skæringer på skiven. Hun får hjælp af Linda Perry på tre rimelige ballader, som ikke imponerer synderligt. John Mayer er ligeledes med på et spor, som heller ikke gør meget væsen af sig. To iørefaldende tracks, Wreckless Love og Teenage Love Affair, er begge bløde retro-tredser-tyggegummi-pop-sager med lette tekster, lavet i samarbejde med en vis Jack Splash. Kun på introen brillierer Keys på sit piano. Ellers er der ingen af hendes ellers kendetegnende piano-stykker. Det bedste numre er Go Ahead, som er det eneste nummer med et typisk Stevie Wonder-inspireret Alicia Keys-hook. Selv om den musikalske kvalitet er høj, forventer man mere. Lad os håbe, hun trykker den af med mange af de gamle hits, når hun gæster Danmark den 7. marts næste år.