Anmeldelse / Live / Lørdag d. 17-11-2007 kl. 05:19

Efterklang
med Nabo og Slaraffenland, Studenterhus Odense,
fredag d. 16. november 2007

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Anders Warming

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Efterklangs formfuldendte akustiske elektronika får et skud testosteron live – men er stadig smuk

+ Se hele galleriet

Billeder: http://www.anderswarming.dk

Københavnske Efterklang udgav for en måned siden deres andet fuldlængdealbum ”Parades”, som har fået særdeles fornemme anmeldelser – i både Danmark og rundt om i Europa, hvor pladen også er udsendt. De er nu i fuld gang med en turné, der skal bringe dem rundt i store dele af Europa og har den seneste uge spillet i Danmark, hvor GAFFA grundet visse praktiske omstændigheder først fangede dem på den næstsidste danske dato, i Odense.

”Parades” er et særdeles ambitiøst, gennemorkestreret udspil, hvor elektronik, akustiske og elektriske instrumenter og formfuldendte korarrangementer går op i en højere enhed takket være over 30 medvirkende musikere foruden hele tre kor. Med andre ord er det noget af en opgave at overføre albummets udtryk til koncertsituationen. Det stod dog hurtigt klart, at Efterklang bestod eksamenen med glans. Live er de for tiden otte musikere – de fem, der udgør kernen i gruppen og tre gæster – der sammen betjener guitar, bas, trommer, klaver, elektronik, melodika, violin, trombone og trompet. Samtlige musikere synger kor – bassist Rasmus Stolberg og programmør Mads Brauer dog lidt mindre end de andre – og sammen får de fremmalet et lydbillede, som er næsten lige så nuanceret og elegant som ”Parades” – og en del mere udadvendt.

”Parades” er i forvejen et noget mere livligt album end sin melankolske, meget smukke forgænger ”Tripper” og minialbummet ”Under Giant Trees” (der også begge var repræsenteret på sætlisten), og samme publikumsappellerende attitude lagde gruppen for dagen i samme øjeblik, de trådte ind på scenen. Bandet har tidligere anvendt meget flotte videoprojektioner på bagtæppet og selv spillet i næsten mørke, men nu var der lys på gruppen, der alle stillede op i sorte skjorter, seler og hvide knickers – bortset fra det kvindelige islæt, Anna Brøndsted, der var iklædt en højrød kjole. Tilmed var scenen pyntet med påfuglefjer, og hvor musikerne tidligere har spillet i næsten tavshed, henvendte forsanger Casper Clausen nu sig til publikum adskillige gange i løbet af koncerten og virkede ligesom resten af orkestret meget beærede over de højlydte klapsalver.

Casper Clausen sang også meget kraftigere end ved tidligere koncerter, såvel som på Efterklangs studieindspilninger, og hans konstante hamren på et lilletrommesæt som supplement til trommeslager Thomas Husmers spil var medvirkende til at give musikken et yderligere potent, ligefrem kropsligt og sine steder næsten dansabelt udtryk. Et udtryk, der dog på ingen måde overskyggede de mere melankolske elementer i Efterklangs musik – som især kommer til udtryk gennem de længselsfulde, klagende toner på violin, trompet og trombone og til tider i korpassagerne.

Midtvejs i koncerten satte en guitar desværre ud, hvilket medførte fem minutters ufrivillig pause, men det kunne ikke slå hverken band eller publikum ud af kurs. ”Hils på jeres sidemand,” opfordrede Casper Clausen grinende, og så kunne man jo benytte lejligheden til at komme hinanden lidt ved. Musikken fik dog hurtigt ben at gå på igen, og mod slutningen af koncerten var der ligefrem dømt fællesklap og -sang. Ærlig talt ikke lige det, jeg havde regnet med, men en behagelig overraskelse.

Med andre ord en fremragende koncert, som understregede, at Efterklang er et af vore allermest originale, personlige og ambitiøse orkestre herhjemme lige nu. Af yngre grupper på samme niveau kan jeg kun komme i tanker om Under Byen og Mew, og ganske ligesom dem har Efterklang allerede for længst vakt genklang langt uden for landets grænser – og har potentialet til at blive et internationalt kultnavn i stil med eksempelvis Sigur Rós, som de på ingen måde står tilbage for. Kan du nå at se dem i Aalborg lørdag den 17. november, så gør for Guds skyld det – ellers må du vente til foråret. Til den tid er der så også mødepligt.

Opvarmning 1: Nabo
Inden Efterklang stod den på to supportnavne. Først Nabo fra Odense, et enmands-elektronikanavn alias Uffe Christensen og hans laptop. Christensen stod bøjet over sin computer langt inde på scenen og lagde ikke op til den mindste publikumskontakt, men de lyde, der kom ud af laptoppen, var ganske spændende. Musikken spændte fra helt minimalistisk knitren over clicks’n’cuts til antydningsvise dansebeats, ligesom den flere gange hældte over mod dubmusikken med dens off-beat-markeringer og ekkoeffekter. Ikke voldsomt nyskabende, men absolut hæderligt håndværk. (4 stjerner)

Opvarmning 2: Slaraffenland
Herefter fik vi en god halv time med Slaraffenland, som Efterklang har taget ind under deres beskyttende vinger på deres pladeselskab Rumraket – hvor Slaraffenlands trombonist med mere Niklas Antonson så til gengæld indgår i Efterklangs live-lineup. Slaraffenland spiller en slags jazzet rock, hvor musikerne fra tid til anden supplerer guitar, bas og trommer med trombone, saxofon, klarinet, tværfløjte og en smule elektronik – og lidt mere avancerede tone- og akkordforløb end i megen rockmusik. Alle vokaler udgøres af unisone korstemmmer, der leveres af alle musikere undtagen trommeslageren, og musikken er både original, personlig og højst interessant. På sangen ”You Win” hamrede trommeslageren løs på tammerne, hvilket gav et næsten støjrockende udtryk, mens ”Polaroids” og ”Watch Out” nærmest var funky. Og ”Watch Out” kan man roligt sige, når det gælder Slaraffenland. Det er et navn, man bør gøre sig selv den tjeneste at skrive bag ørerne. (4 stjerner)