Taxi Taxi!
Øst For Paradis, Århus,
lørdag d. 17. november 2007
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Lovende enægget teenagemelankoli
EnnaBella From Hell'a er det lidt spøjse navn på en århusiansk endagsfestival med fokus på kvindelige, alternative musikere, som blev afholdt for første og – indtil videre – eneste gang i den århusianske kunstbiograf Øst For Paradis 17. november. I alt otte optrædener i fire biografsale. GAFFA havde fornøjelsen af at overvære fire af koncerterne.
Aftenens anden koncert for GAFFAs vedkommende var med svenske Taxi Taxi! – alias de enæggede, 17-årige tvillingesøstre Miriam og Johanna Eriksson Berhan. Duoen har allerede opnået en del omtale og radioafspilninger med deres selvbetitlede debut-ep fra tidligere på året, og i juni kunne man opleve dem på årets Spot-festival i Århus. Dengang druknede deres koncert i Studenterhuset desværre i larm, men det var ikke tilfældet denne gang, hvor publikum var bænket i biografstole, og der dermed var lagt op til, at man skulle lytte koncentreret. Og lyttet, det blev der til de to unge piger, der rent fysisk virkede endnu yngre, end de var – så små er de. Faktisk var deres akustiske guitar næsten lige så stor som den af søstrene, der spillede på den – ja, undskyld, men jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvem der er hvem, selv om de to piger har forskellige frisure.
Den guitarspillende pige stod samtidig for det meste af leadvokalen, mens den anden tvilling leverede kor, en smule leadvokal og spil på klokkespil og Rhodes, idet hendes sædvanlige harmonika desværre ikke var dukket op efter flyrejsen. Erstatningen var dog fuldgod og blevet leveret uden rysten på hånden eller stemmebåndet, selv om Taxi Taxi! trods alt ikke er ligefrem virtuose på deres instrumenter. I det hele taget gav Taxi Taxi! en fin koncert med smukke, melankolske, længselsfulde, akustiske, let naivistiske, folk-orienterede sange med klare, lyse ungpigestemmer – vokaler, som dog også kan kradse lidt fra tid til anden, så det hele ikke ender i ren sødsuppe, og tak for det. Hvor de unge damer så har hentet al denne melankoli henne, melder historien ikke noget om. Skal man ikke feste og fyre den af i den alder?!
Taxi Taxi! fremførte alle de seks sange, deres debut-ep indeholder, samt yderligere tre, der gav fornyede forhåbninger til vores debutalbum, som forhåbentlig er på vej i nærmeste fremtid. For når de to piger er kommet så langt i en alder af 17, er deres fremtid så lys, at de bør huske solbrillerne – dag såvel som nat.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.